Ida-Sophia: Det er ikke tabu hvis vi taler om det

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Flere og flere unge oplever ensomhed. Nu sætter Ida Sophia sine ord på følelsen, der også rammer hende selv

Privatfoto
Privatfoto

I april måned 2020 skete der en fordobling af andelen af unge, der føler sig alvorligt ensomme. Hele 22 procent af unge mellem 16-29 år føler sig alvorligt ensomme. Det er en markant stigning i forhold til de 10-12 procent, som ellers er de nye tal fra de regionale sundhedsprofiler.

Det har fået mig til at tænke over begrebet ensomhed, som er en så stor, så almindelig og dog alligevel så tabubelagt følelse.

Jeg er 30 år nu og meget bedre til at stå ved, hvordan jeg har det, og hvad jeg føler, end for bare fem-ti år siden. Jeg tror først og fremmest, det handler om, at mange, særligt unge, associerer følelsen med det modsatte af succes og popularitet.

Ensomheden er skaleret ned til blot at betyde, at man ikke har venner, sociale relationer eller for den sags skyld noget at tage sig til. Vi lever i de sociale manifestationers tid, og jo flere aftaler, venner og arbejde du kan vise frem, desto mere succes virker det også til, at du har udadtil. Vi har romantiseret at arbejde til langt ud på aftenen og gjort det til en heltegerning at have flere end to kaffeaftaler på en eftermiddag.

Men det hele handler lige så meget om at føle mangel på samhørighed med andre – altså at føle sig anderledes, fremmed og i en stor grad utilstrækkelig. Hvilket jeg har en fornemmelse af, at flere og flere unge mennesker i virkeligheden føler hver dag.

Ensomheden er ikke så sort-hvid eller enkelt
Tværtimod er det en følelse, der opstår, når et menneske ikke får opfyldt de sociale behov, det pågældende menneske måtte have.

Kortvarigt er ensomheden ufarlig, men langvarig ensomhed kan føre til angst, depression og selvmordstanker - og derfor synes jeg, det er vigtigt en gang for alle at slå fast, hvor almindelig følelsen er, og ikke mindst hvor vigtig den er at italesætte.

Man kan sagtens være alene uden nogensinde at føle sig ensom, ligesom de fleste mennesker nok har prøvet at være i selskab med andre og alligevel føle sig ensom.

Ensomhedsfølelsen kan bunde i, at man ikke føler sig forstået, eller at man måske ikke tør at være sig selv, fordi man er bange for ikke at leve op til det, omgivelserne og for den sags skyld samfundets normer og vor tids høje standarder forventer af os.

Uanset hvad følelsen skyldes, handler det langtfra altid om, at man er meget alene eller ikke har nogen venner. Det er også derfor, det kan det være vanskeligt at se for omverdenen, hvem der egentlig føler sig ensom.

Føler mig ensom
Jeg har tænkt og er kommet frem til, at jeg har følt mig ensom i så mange forskellige situationer.

Jeg ikke har tal på det, og måske føler mig lidt ensom hver dag på et eller andet tidspunkt. 

Nogle gange føler jeg mig ensom, når jeg cykler hjem fra byen med musik i ørene og låser mig ind i min lejlighed midt om natten.

Da jeg var single, var det ensomt for mig at besøge mine veninder, der boede med deres kærester, fordi vi alle sammen var i slut-20'erne, og jeg var den eneste, der ikke passede ind i samfundets forventning om at have en kæreste.

Nu kan jeg omvendt føle mig ensom, fordi jeg bor i et andet land med min kæreste og ikke kan se dem og er bange for, at de bliver tættere og bedre veninder uden mig.

Jeg kan føle mig ensom, når der ikke er notifikationer nok på SoMe, og når jeg poster noget, og det ikke får nok likes, eller når fremmede mennesker, jeg ikke kender, unfollower mig.

Det kan være, når jeg vågner søndag morgen til lyden af mennesker i gården og ikke selv har planer - også nogle gange, selvom jeg har planer.

Noget jeg ikke har
Når jeg drikker mig fuld til et arrangement omringet af mennesker, jeg holder af, og når jeg spiser rugbrød med makrel til aftensmad stående ved køkkenbordet i min lejlighed. 

Når der er 'tag fem veninder i opslaget og vind en præmie'-konkurrence på Insta, og jeg pludselig føler, jeg ikke har noget nær fem veninder at tagge.

Jeg kan føle min ensom, når jeg observerer folk, der ler på gaden.

Når nogen spørger mig, om jeg ikke snart skal have børn (ærligt: stop faktisk gerne med dét). 

Jeg føler mig ensom, når jeg ser på, hvordan alle folk har tusind projekter i gang og besvarer mails i deres stories på Instagram, og jeg selv er freelance, og de eneste, der sender mig mails, er wish.com.

Jeg føler mig nogle gange ensom, når mennesker omkring mig opnår deres mål og drømme, eller lige inden jeg skal sove og tænker på, hvordan jeg skal opnå mine.

Men på trods af, at følelsen er en kamæleon og kan tage form i alverdens menneskers usikkerheder, er den skamfuld, udefinerbar og bare fucking svær at tage stilling til, tale om og forstå.

Så lad os fokusere mindre på at dele memes med Leonardo DiCaprio, lægge stories ud af latteart og avocadomadder, danse TikTok og svine hinanden til i tråde på Facebook og i stedet tale sammen og lytte til hinanden, fordi ensomheden bor i os alle.