Ida-Sophia: Vi skal ændre vores syn på singler

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Ida-Sophia forstår ikke, hvorfor vi ikke taler pænt om singlerne

Privatfoto
Privatfoto

Da det 14. februar var valentinsdag, startede en overflod af kapitalistiske reklamer forklædt som kærlighed med at overtage hele mit feed på Instagram.

Det mindede mig om, hvordan jeg har det med valentinsdag, som jeg har det med halloween.

Jeg forstår ikke, hvor det pludselig kom fra, eller hvorfor vi fejrer det, som var det juleaften.

Skildres som tabere
Mest af alt mindede dagen mig om, hvordan singler i årevis er blevet skildret som tabere i livet, og hvordan det blandt meget andet er lykkedes Hollywood at lave hele tre Bridget Jones-film alene på den præmis.

Valentinsdag mindede mig om, da jeg selv var single og følte, det var en tilstand, der skulle fikses.

De gange, jeg sad i et selskab og regnede på, hvor mange rundt bordet der var i forhold. Ofte kom jeg frem til, at det var alle undtagen undertegnede, og derefter blev jeg flov og følte mig som andenrangs.

Dagen mindede mig om, da min første veninde flyttede sammen med sin kæreste.

De stunder, vi sad i sofaen med dyner, som vi altid havde gjort det, døren gik i gangen, og hendes kæreste kom hjem.

For mig var det ikke lyden af, lad os kalde ham Søren, der kom hjem fra fodbold med drengene. Men derimod lyden af en overvældende følelse af at være den fjollede singleveninde, der alligevel også skulle se at komme hjem og græde, spise et glas nutella med ske og ligge i fosterstilling.

Det var stress og ensomhed, der kom ind ad den dør. Ikke ensomhed, fordi jeg havde et nærende ønske om at få en kæreste, men ensomheden i, at jeg følte mig totalt stigmatiseret og skamfuld over det.

Det er simpelthen ikke rigtigt
Der er absolut ingen grund til at være ked af, at du ikke har mødt din eneste ene - endnu!

Lyder en ud af en million overskrifter. I virkeligheden står der jo: Der findes kun en efterstræbelsesværdig civiltilstand i verden: Parforholdet!

Og jeg er ked af at sige det, men det er simpelthen ikke rigtigt.

Vi er nødt til snart at begynde at tage singlers liv seriøst og stoppe med at betragte dem gennem en forholdslinse som en fjollet meme på internettet eller som et gifteknivs-hobbyprojekt.

Tanken om, at alle har lyst til at få en kæreste, er indgroet dybt i vores samfundsstrukturer.

Vi bliver snydt til at tro, at vi bliver lykkeligere, sundere og lever længere i et forhold.

Glad og tilfreds
Det super-karikerede billede af den ensomme 'Just Eat-dør jeg mon alene'-single lever i bedste velgående som noget, vi enten griner kærligt ad, har ondt ad eller vil fikse.

Hvis man godtager denne tankegang, så skabes der kun en virkelighed, og forholdet bliver den eneste vej til den sande lykke.

Jeg er all in for, at humor og selvironi er vejen frem, men da jeg var single var jeg virkelig træt af at blive tagget i latterliggørende opslag på Instagram og Facebook, der måske var sjove, men mest af alt nedgjorde min singlestatus og gang på gang påpegede over for mig, hvad jeg - fordi jeg ikke havde en kæreste - var for en type menneske.

På valentinsdag tænkte jeg tilbage på mine mange år som single og ønskede inderligt, jeg havde sat mere pris på dem, set alle de muligheder, der bød sig, hvor åbensindet jeg var, hvor selvstændig jeg var, og ikke mindst hvor glad og tilfreds jeg var det meste af tiden.

Jeg ville inderligt ønske, jeg ikke havde brugt min energi på at føle, at jeg var en samfundsskabt karikatur, hvor jeg kunne vælge mellem to yderligheder a la Nynne-singlen eller den kyniske selvvalgte single, som ikke har noget liv og kun satser på karriere lidt som hende chefen fra 'The Devil Wears Prada'.

Der findes et bredt spektrum af nuancer indimellem de to karikaturer, et sted, hvor din status ikke bestemmer, hvem du er, fordi du er uendeligt mere end nogens kæreste eller ikke kæreste.

Parforholdets kærlighed er ikke mere værd end kærlighed mellem venner, familie, eller hvem der ellers måtte elske og holde af hinanden, og det er vi simpelthen nødt til at tænke over - og vigtigst af alt - acceptere.