Danskerne, og danske medier kan være virkelig fordomsfulde.
Lige siden jeg kom hjem fra mit udlandseventyr i Los Angeles i forrige årti, har jeg mødt fordommenes onde væsen i alverdens lyssky forklædninger.
Mit alter ego, Katja Kean, blev ofte mødt af stereotype forventninger fra mange Journalister, og jeg skulle stå skoleret for hele det danske samfund. De troede, jeg var en 'ding dong' dum blondine, som ikke kunne tælle til ti og havde haft en forfærdelig barndom. Faktisk forventede mange danskere, at jeg kom hjem og angrede min frygtelige 'fortid' som pornostjerne i udlandet.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg hverken angrede eller fortrød min kontroversielle karriere.
Smålig tankegang
Jeg var rejst ud i den store verden, fordi jeg ikke kunne holde den smålige tankegang ud, der verserede i den lille danske andedam. Jeg ville folde mine smukke vinger ud og være frit flyvende. Ingen skulle stække mine vinger. Men det blev desværre forsøgt, da jeg kom hjem igen fra 'det andet Hollywood'.
Selv det kære Ekstra Bladet kunne heller ikke dy sig og satte et stort foto af mig på forsiden af avisen med en nederdrægtig overskrift.
Jeg var på det tidspunkt netop begyndt med optagelser til tv serien 'Langt fra Las Vegas' og havde købt en ejerlejlighed på Frederiksberg.
En tidlig morgen, da jeg skulle ud på en af mine daglige løbeture, opdagede jeg til min skræk, at jeg var på alle kioskbaskernes avisstandere;
’Katja Kean: Syg af porno’.
Velkommen hjem til DK og morgenkaffen galt i halsen.
Det var sgu ikke en sjov oplevelse at se sig selv på forsiden.
Ekstra Bladet havde interviewet en psykiater, om hun turde sætte en diagnose på Katja Kean.
Hendes svar var, at jeg muligvis var skizofren. Det var og er jeg ikke.
Jeg tenderer nærmere Borderline, men det er en anden historie.
'Hak i tuden'
Nu er det ikke for at udskamme den kære avis, det er trods alt tyve år siden, jeg så mit portræt på den forside, og tiden læger alle sår. Normalt blev jeg kædet sammen med sex og ikke sygdom. Det var trods alt mere mig.
Nej, jeg forsøger blot at sige, at hvis man stikker snuden langt frem i dette land, må man regne med et hak i tuden. Det er jeg jo så heller ikke den eneste, der har prøvet gennem alle tider.
Det er der mange andre, der også har, og listen er lang.
Det er som om man først skal igennem en form for ilddåb. Man skal lige ristes godt, før man skal bevise, at man er god nok. God nok til alle de andre. Bevise sit værd. ’Det er fandeme uhyggeligt, du’!
Beviste sit talent for skuespil
Jeg husker selv flere danske kunstnere, der lige skulle igennem 'lakmusprøven' eller 'lidt ned med nakken', før de endeligt kunne 'godkendes'.
Folk skreg engang af grin over ’Nik og Jay’, da de startede deres hip hop-duo, og nu bliver der undervist i deres sangtekster i folkeskolen.
Musikgruppen ’Infernal’ var bare ikke hippe nok, indtil Lina Rafn blev dommer i X-faktor.
Casper Christensen skulle ned med nakken og blev forfulgt af en paparazzi, fordi han havde fået fuldskæg og måske havde en dårlig dag. Det blev lavet om til, at manden led af en depression. Hvilken klovn, den paparazzi.
Mit alter ego, Katja Kean, som blev til mit personlige brand Katja K, blev 'synds-forladt' af masserne, da jeg beviste mit skuespil-talent i progressiv mainstream-tv i bedste sendetid.
Og vi kan sikkert alle nævne mange flere moppede talenter i flæng.
Det er ikke kun uhyggeligt, det er fandeme dårlig stil.
Skal vi ikke en gang for alle bare acceptere, at vi alle er elskede originaler, og give plads til hinanden?
