Katja K: 'Hvor er de voksne mænd?'

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge efterspørger Katja K voksne mænd, der tør tage ansvar i dating-livet

Foto: Privat
Foto: Privat

Hvor er de voksne mænd, og hvorfor er der så mange mænd med beskidte køleskabe?

Tilfældighederne ville, at jeg i en voksen alder, skulle bo i en mindre by i Spanien.

Efterhånden har jeg lært en del kvinder at kende her i byen. Kvinderne har forskellige nationaliteter og har det tilfælles, at de alle er intelligente, attraktive, og selvstændige individer.

Der er Linda på 70 fra Miami, Julie på 58 fra UK, Sanna på 45 fra Finland, og Niamh på 40 fra Irland.

Skønne, smukke, voksne kvinder, der alle er single, og som aspirerer til at finde en mand. Og ikke en hvilken som helst mand, men en VOKSEN mand. Og de mænd er der tilsyneladende ikke mange af i vores by. Vi undrer os over, hvor de mon gemmer sig?

Når vi kvinder af og til mødes, diskuterer vi det at date mænd i en voksen alder. Vi fortæller hinanden interessante detaljer om de mænd vi dater – når der altså er nogen fisk i farvandet. Mine veninder brokker sig højlydt, og ja, der er mange ting galt med mænd midt i livet.

Dårlige oplevelser
Vores delkonklusion er, at mange mænd simpelthen ikke er blevet voksne endnu. De opfører sig umodent, og ønsker ikke at tage ansvar for noget som helst.

Der er flere kedelige eksempler på dårlige oplevelser;

Franskmanden der stadig er på jagt på Tinder, selvom han påstår, at han kun elsker hende.

Den spanske mand, der smider hende hjem, fordi han skal se voldsfilm på tv, mens hun er på besøg hos ham.

Amerikaneren der har bundløs gæld, bor på værelse med en tilfældig studerende, og forventer at hun forsørger ham.

Og så var der mit eget eksempel, som jeg skrev om for nylig - ham der forventede konstant online sex og troede, han kunne lokke mig til Dubai med hans mange skattefrie kroner. I øvrigt tænder jeg ikke på billeder af mænd iført cykelhjelm og ankelstrømper – sku’ jeg nok have fortalt ham.

Kræver respekt
Jeg er ingens trofæ og skal sgu nok tjene mine egne penge!

Det emmer af varm luft, hvor er substansen og seriøsiteten hos disse mænd?

Vi kvinder længes efter mænd, der er bevidste om deres moralske værdisæt her i livet. Vi savner alle en mand, der forstår at invitere en kvinde ud på en romantisk date, der er planlagt i forvejen, og som forstår vigtigheden af at bygge et godt forhold op over tid.

Kærlighed er ikke et farligt ord.

Vi kvinder har naturligvis ret til at kræve ordentlighed og respekt fra de mænd vi dater. Og gode gammeldags dyder.

Skal det nu være moderne at være skødesløs? Det, synes jeg, ikke er tiltrækkende.

En mand, der vælger IKKE at tage ansvar, og som ikke tør at investere sig selv følelsesmæssigt, er et ’turn-off’ hos de fleste kvinder. At have forventninger til en mand vidner blot om, at vi værdsætter os selv, og ikke accepterer et bundniveau.

En forvokset baby
Under alle omstændigheder er det nødvendigt at vi forventningsafstemmer et kærligheds-parforhold, nøjagtig som vi i forvejen gør med et seriøst forretningsforhold.

Og vi gider ikke at høre på dine anekdoter om, hvor stiv du blev sidst, du var på SMUK-festival.

At være ansvarlig er HOT! Og det behøver ikke at betyde, at det skal være kedeligt.

Vi går stadig til live koncerter (forhåbentlig til sommer) og har masser af fræk sex med hinanden, samtidig med at vi lægger planer for vores fælles fremtid.

Det er rigtig ærgerligt at opdage, at ’ens store kærlighed’ blot er en forvokset baby.

De voksne mænd MÅ være derude et sted.