Katja K: Jeg har fået nok af nye bekendtskaber

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge fortæller Katja K om overfladiske bekendtskaber

Privatfoto
Privatfoto

Som barn var jeg populær og havde mange venner. Både i skolen og hjemme på villavejen ville alle lege med mig.

Jeg kunne vælge og vrage, og det gjorde jeg. Jeg var helt sikkert en privilegeret tøs og har haft det som blommen i et æg.

Da jeg senere voksede op og blev en køn ung pige, skortede det heller ikke på tilbud fra nye bejlere. Jeg havde masser af veninder og få drengevenner. De fleste af drengene ville helst knalde mig.

Inspireret af Madonna
Engang hørte jeg Madonna i et radiointerview udtale sig om at være en berømthed i Hollywood.

Hun fortalte, at hun som barn havde vidst, at hun ville blive en kendis, når hun en dag voksede op og blev stor.

Præcis samme tanker havde jeg om mig selv som barn. Uden sammenligning dog.

Jeg vidste på uforklarlig vis, at jeg en dag i fremtiden ville blive et kendt ansigt.

Hvorfra jeg vidste det, aner jeg ikke.

Selvopfyldende profeti
Måske er det en selvopfyldende profeti, at man ubevidst vil gøre det, der skal til for at opnå ’fame’?

For mig var det aldrig et mål i sig selv at blive en kulturel, kendt personlighed, men trangen til at bryde grænser lå fundamentalt dybt i mig fra en tidlig alder.

Trangen til at gå egne veje lå forude og kaldte på intense livseventyr for mig.

Som voksen kastede jeg mig frådende ud i alverdens hedonistiske nydelser, som jeg lystigt fortærede.

Man kan sige, at jeg igennem mit liv har fået dækket de fleste af mine behov, selvom der naturligvis altid opstår nye behov, i takt med at vi lever livet fremadrettet.

Men der er ét område, hvor jeg føler, at jeg har fået nok. Og nej, det er ikke sex, jeg har fået nok af.

Men derimod bekendte mennesker af overfladisk karakter.

Orker ikke flere
Jeg har simpelthen mødt SÅ mange søde og spændende mennesker i mit liv, og det er jeg dybt taknemmelig for, men jeg orker ikke at møde flere folk, der tror, at jeg er til fals for en hurtigt ’kaffetår’!

Det er dejligt med interesse, men hvis jeg begyndte at tage penge for kaffedates, ville jeg være så velhavende, at jeg kunne lege nyrig astronaut.

Og der er vel egentlig også en grænse for, hvor mange mennesker vi kan tåle at tage ind i vores liv?

Gælder det mon ikke for alle? Kendte som ukendte?

Lever vi ikke i en tid, hvor der snart ingen grænser er for, hvornår vi er ’på’, online, altid på farten, og med fare for 'fomo' (fear of missing out)?

Jeg savner mine IRL-venner, der kender mig godt, hvor jeg kan slappe af og bare være mig selv.

Rigtige venner er der for dig i krisetider, og jeg føler, at det er blevet sværere med alderen at få nye.

Er der noget om snakken, eller er det bare mig?