Jeg var med i ’Luksusfælden’ i 2012.

'Luksusfælden' er et omdiskuteret program på TV3 - men derfor skal du ikke tale ned til mig!

Udsendelsen med undertegnede er gammel, men som til stadighed bliver genudsendt.

Produktionsselskabet Metronome kontaktede mig for at høre, om jeg var interesseret i at deltage i programmet.

Jeg var ved at falde ned ad stolen, da jeg blev spurgt om at deltage.

NO WAY! Var mit svar.

Jeg skal sgu ikke være med i et så ydmygende tv-program, hvor jeg skal vise min kollapsede økonomi for hele den danske befolkning, tænkte jeg.

Økonomi er jo en privat sag, og det kommer ikke andre ved, hvor mange eller hvor få penge der står på ens konto.

Det kan vi godt blive enige om.

Mit lingerifirma var gået konkurs, da finanskrisen gjorde sit uhyggelige indtog i 2008.

Det var op ad bakke.

Og fire år efter var kurven stadig stejl.

En svær proces
At gå økonomisk konkurs viste sig at være en noget mere længerevarende proces, end jeg havde regnet med.

Selv min daværende bank gik efterfølgende konkurs, og de syntes heller ikke, at det var sjovt at møde omverdenens fordomme om en krakket bank.

Min daværende bankrådgiver erkendte over for mig, at NU forstod han, hvad jeg havde måttet gå igennem med et 'blakket ry' a la Katja Kxxx.

Det var dengang, hr. Og fru Danmark fik kaffen galt i halsen, da de så mig for første gang optræde på tv i en komedieserie i bedste sendetid.

Og før min debut på mainstream tv var jeg hovedsageligt kun kendt via vhs-bånd af samtlige mænd i DK.

Produktionsselskabet tilbød mig (efter forhandling) en god sum penge for at deltage i ’Luksusfælden’.

Hvorfor ikke gøre det
Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvorfor havde jeg, som så mange andre mennesker, berøringsangst over for det tabu at have økonomisk ubalance?

Jeg fik lyst til at tage kampen op og gik fra et 'nej tak' til et 'ja tak'.

Men jeg ville kun deltage i tv-programmet under forudbestemte vilkår.

Blandt andet var et af mine krav, at jeg skulle være med til at tilrettelægge programmet, og jeg ville ikke finde mig i, at eksperterne skulle tale ned til mig.

Jeg var jo ikke kriminel, men jeg havde et andet frit livssyn, og jeg var kontrær frem for konform.

Forinden havde jeg tjent kassen i USA, men jeg rejste tilbage til Danmark og investerede mine penge i en dyr lejlighed på Frederiksberg.

Lejligheden solgte jeg nogle år senere og fik en fed fortjeneste - de penge blev omdannet til mit første firma.

Jeg vil til enhver tid hellere satse end at sidde fast.

Og når man er en risikovillig person som jeg selv, risikerer man indimellem at tabe.

Griner hele vejen til banken
Jeg vil gerne prøve så mange ting som muligt i mit liv, og af en eller anden årsag ender jeg ofte med at gøre ting, der provokerer andre mennesker.

Det kan jeg godt lide ved mig selv.

Hvis vi ikke tør at udfordre os selv og åbent diskutere tabuer, kommer vi ikke et skridt videre fremad.

Med alderen bliver man mere bevidst, og jeg er naturligvis et andet sted i dag.

Jeg synes, at det er et problem, at vi i vores samfund er så berøringsangste omkring økonomi, og der er ingen grund til at tale nedsættende om andre folk i uføre.

Så hold venligst op med det.

Det er jo ikke penge, der definerer et menneske, medmindre man er et nærigt eller grådigt svin.

Det er ikke sjovt at være et fattigt røvhul (ikke mig), men det er endnu værre at være et rigt røvhul.

Jeg griner hele vejen hen til banken … bare vent og se.