Katja K: - Jeg viser mine bryster for første gang i 20 år

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Katja K reflekterer over sin krop, og hvorfor hun for nylig viste sine bryster offentligt frem for første gang i 20 år

Privatfoto
Privatfoto

Det er lige gået op for mig, at det er 20 år siden, jeg sidst ’flashede’ mine bryster offentligt, altså i frække film.

Forleden lagde jeg et privat foto op på Instagram, hvor jeg viser mine bryster under en Zoom-samtale med en fræk ven.

Han tog hurtigt et billede af dem, da jeg i et kækt moment - under madlavning i mit køkken - viste mine solbrune bryster frem for ham.

Jeg synes selv, at de så så lækre ud, at jeg fik lyst til at dele det skønne syn med andre online.

Og indrømmet, det ER lang tid siden, nogen har æltet dem kærligt!

Det var lidt grænseoverskridende for mig at vise mine bryster frem på en autentisk dokumentaragtig måde.

Vil ikke gemme sig
Det var en anden oplevelse, end når jeg for eksempel lægger et nøje iscenesat og retoucheret fotografi op af mig selv.

Jo mere tilrettelagt og bearbejdet et billede er (hvad enten det er et selvportræt eller et portræt), jo mere maske kan jeg gemme mig bag.

Og det føles naturligvis mere sikkert at gemme sig.

Ikke fordi at jeg VIL gemme mig.

Dét kan ingen vel anklage mig for nogensinde at have gjort?

Men i de her avancerede teknologiske tider med alverdens filtre er det faktisk sjovt at vise sit sande jeg frem.

Min ven tog en hel serie frække zoom billeder af mig, og på ét af billederne ligner det nærmest, at jeg stolt holder to store runde meloner frem foran ham.

Dét var et ærligt KODAK moment!

Jeg var glad og STOLT af at vise mine bryster frem.

Var ikke stolt
Stolt var jeg til gengæld bestemt ikke, da jeg var teenager og var flad som et strygebræt.

Det var dét, mine drenge venner kaldte mig dengang – strygebrættet.

Men min humor var heldigvis intakt, fordi jeg klædte mig ud som en lang tynd hvid flagstang med et rødt dansk flag malet i fjæset til fastelavn.

Jeg var den sidste pige i klassen til at udvikle bryster, og det var IKKE sjovt ikke at kunne følge med på den kropslige front.

Det kropslige fik jeg så rigeligt indhentet et par årtier senere!

Mange år senere traf jeg en beslutning om at give mig selv et par nye bryster, og det var den bedste gave, jeg kunne få.

Slut med at rende forvirret rundt i Change og forgæves lede efter en vatteret bh i størrelse a, der var lille nok til at kunne passe mine små bryster.

Og det var skønt endelig at kunne fylde en kjole ud foroven, ikke kun forneden, med min udmærkede strutnumse.

Dengang i 1990’erne skulle numser i øvrigt være små og stramme, ikke som i dag - store og voluminøse.

Det er en helt anden modetendens, sikkert på grund af Jennifer Lopez' grande popo.

Tænker at det må være mærkeligt at skulle SIDDE på sine implantater?

En kær veninde af mig hernede i sydens sol har nu i en alder af 45, og efter at have ammet sine to børn, netop fået sine første brystimplantater, som hun allerede har døbt sine 'Dollies'.

Vi planlægger en ferie sammen til Ibiza i sensommeren – så skal alle vores bryster slippes ud til fri leg!