Teenageidolet Anthon Edwards, der udgør halvdelen af popgruppen Citybois, er ikke længere single.
Det kom, efter lidt besvær, frem over læberne på popsangeren, at han er i et forhold med den svenske sangerinde Svea Kågemark, der synger med på Citybois' store hit 'Finde tilbage'.
Selvom det hele stadig er meget nyt, kunne Anthon Edwards ikke holde hemmeligheden tilbage, da han var på den røde løber i forbindelse med 'Danish Music Awards'.
Her skulle han optræde sammen med den anden halvdel af duoen, Thor Farlov, og Svea Kågemark med det førnævnte hit.
Tidligere på dagen kunne 19-årige Svea Kågemark også ses på 20-årige Anthon Edwards' story på Instagram, og rygterne om, at der var noget mellem de to, har floreret i månedsvis.
Da Ekstra Bladet spurgte ind til forholdet, lød svaret, at det blot var 'hygge'. Men på spørgsmålet, om den eftertragtede ungkarl stadig var single, måtte han krybe til korset.
- Så kan jeg ligeså godt breake den her. Jeg er ikke single, fortalte Anthon Edwards.
- Vi ses lidt, der er amoriner i luften, som man siger, lød det med et stort grin fra Anthon Edwards, der herefter blev hevet med ind til showet af sin manager.
Flytter fra hinanden
I sommer blev Anthon Edwards single efter et langvarigt forhold. Han var derfor flyttet sammen med Thor Farlov i en fælles lejlighed på det mondæne Østerbro.
Men de to venner, der blev kendte for deres deltage i 'X Factor' i 2015, er ikke længere roomies. Det skyldes dog ikke, at Anthon nu er flyttet sammen med Svea Kågemark. Det blev bare for meget konstant at være sammen.
- Vi blev sådan et kærestepar, der flyttede lidt for tidligt sammen. Forestil dig, at vi både er venner, arbejder sammen og boede sammen. Det blev bare for meget konstant at være Citybois, fortalte Thor Farlov, der stadig ikke har en kæreste.
Teenageidol mistede sin mor som 17-årig: Nu fortæller han om sorgen