Man har et standpunkt til man tager et nyt, siger en kendt talemåde.
Det kan verdensstjernen og Oscar-vinderen Michael Caine nu også skrive under på.
Den 88-årige britiske Hollywood-legende, som har været kendt og feteret skuespiller i stort set en menneskealder med et hav af mindeværdige roller på sit cv, fik ellers fans og filmelskere til at vride sig i ærgrelse, da han forleden medvirkede i BBC-radioprogrammet ’Kermode and Mayo's Film Review’.
Her fortalte han, at han stort set ikke har arbejdet i snart to år og at hans skrantende helbred bevirker, at han ikke er særligt let til bens.
Ingen vil have en 88-årig
Han sagde videre, at han i lang tid ikke har fået tilbudt nogle gode og store roller, at han jo er 88 år gammel og dermed anerkender at der ikke er mange film, hvor en så aldrende mand eller kvinde bærer en hovedrolle.
Direkte adspurgt af radioværterne om hans kommende filmprojekt ’Best Sellers’ dermed vil blive hans sidste, svarede Michael Caine ’ja, formentlig’.
Det fik lytterne og derefter folk på sociale medier til at konstatere, at Michael Caine dermed nynnede sin skuespillermæssige svanesang.
Sov på det
Men den berømte karakterskuespiller fik åbenlyst sovet på udtalelserne, og følte sig kort efter på sin Twitter-profil kaldet til at dementere sine egne ord.
Det skriver amerikanske TMZ.
'Jeg er ikke gået på pension, og mange mennesker er ikke klar over det’, skrev han således på det sociale medie.
Efterfølgende kom Caine også med en mere formel udtalelse, hvor han sagde ’at han er stået op kl. seks om morgenen de seneste 50 år for at lave film, og at han ikke har nogen intention om at deaktivere alarmen på clockradioen nu’.
En repræsentant for Michael Caine har ifølge TMZ i efterdønningerne på forvirringen også fortalt mediet Variety, at hans klient lige nu er i gang med at gennemgå et par manuskripter med henblik på eventuelt nye roller i fremtiden