Stor drøm går i opfyldelse: Springer ud som tv-vært

Til sommer skal den pensionerede svømmer dække OL i et anderledes talkshow-program med medværten Kian Fonoudi på Discovery+ og Kanal 5

Sarah Bro satser på en ny karriere inden for tv-branchen, og nu springer hun ud som vært. Pr-foto: Per Arnesen/Discovery/Free
Sarah Bro satser på en ny karriere inden for tv-branchen, og nu springer hun ud som vært. Pr-foto: Per Arnesen/Discovery/Free

Når de olympiske lege løber af stablen i slutningen af juli efter et års corona-forsinkelse, bliver det ikke med den tidligere danske svømmer Sarah Bro i svømmebassinerne.

Hun vil til gengæld stadigvæk være at finde på tv-skærmen i OL-regi, men denne gang bliver det som vært på Discovery+ og Kanal 5's nye talkshow 'OL Afterparty' sammen med sportsjournalisten Kian Fonoudi.

Tv-programmet kommer til at runde OL-dagene af med et overblik over dagen, gæster, underholdning, anekdoter og quizzer.

Og for den 25-årige svømmestjerne har jobbet som sportsvært været noget, hun har drømt om, siden hun sidste år valgte at indstille sin 14 år lange karriere som professionel svømmer.

Inden hun stoppede, havde hun mistet gejsten for sporten, og derfor begyndte hun at se nye karrieremuligheder, da Discovery allerede dengang ville have hende med på holdet under dækningen af OL i 2020.

- Som svømmer var det rigtig svært for mig at acceptere, at jeg nu havde haft min tid i sporten, og at det var tid til, at jeg skulle prøve noget andet, fortæller Sarah Bro.

Tidligere OL-svømmer Sarah Bro og sportsjournalist Kian Fonoudi bliver værter på Discovery+'s nye nedtakts-talkshow under de olympiske lege. Pr-foto: Per Arnesen/Discovery/Free
Tidligere OL-svømmer Sarah Bro og sportsjournalist Kian Fonoudi bliver værter på Discovery+'s nye nedtakts-talkshow under de olympiske lege. Pr-foto: Per Arnesen/Discovery/Free

Gav mod
Jobtilbuddet gav hende dog modet til at tage springet og en anledning til at finde ud af, at hun sagtens kunne se sig selv i tv-branchen.

- Det føles bare helt vildt fedt at skulle springe ud som tv-vært, og det er noget, som jeg har arbejdet på i lang tid, fortæller hun.

Ud over værtstjansen på talkshowet vil Discovery også bruge Sarah Bro som svømmeekspert og kommentator.

- Sarah kan nemlig også mere end det. Hun er et meget levende menneske, der er fuld af energi og begejstring, og det passer enormt godt til et program som 'OL Afterparty', siger Søren Klæstrup, der er sportschef på Discovery+.

Sarah Bro kommer blandt andet til at følge med i søsteren Signe Bros deltagelse i OL, som løber af stablen fra 23. juli til 8. august.

Og selv om det kan blive underligt ikke selv at være med denne gang, er storesøsteren meget afklaret om sit exit fra elitesporten:

- Jeg tror slet ikke, at det bliver trist, at jeg ikke selv er med. Jeg tror nærmere, at det bare bringer de gode minder op, jeg har været så heldig at få i forbindelse med OL, siger hun.

Både den kommende tv-vært og hendes chef ser det som en kæmpe fordel i det nye job, at hun har været udsat for det pres, OL-atleter udsættes for, på sin egen krop.

- Jeg ved jo, hvilke følelser man som atlet gennemgår i forbindelse med så stor en begivenhed som OL.