Den 27-årige amerikanske model Jeremy Ruehlemann er gået bort.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt People.
Årsagen til den unge models død er ikke offentliggjort. Den sørgelige nyhed har dog spredt sig i modebranchen, hvor han hyldes vidt og bredt. Blandt andet af designer Christian Siriano, som har delt et opslag på Instagram til ære for modellen.
'Jeg har aldrig før postet noget lignende, men at miste en ven, som var så smuk en sjæl, er bare virkelig svært. Dette er for Jeremy, den smukkeste mand, som gav så meget kærlighed til alle, han mødte, uanset hvad. Han var en af mine muser, og det vil han altid være', skriver den 37-årige designer.
Også den kendte makeupartist Hung Vanngo har udtrykt sin sorg over tabet af Jeremy Ruehlemann.
'Mit hjerte er knust over nyheden om min kære ven Jeremy Ruehlemanns død. Han gjorde et stort indtryk på alle, han mødte. I denne her branche møder man mange mennesker, men han var en af de mennesker, som selvom man kun mødte ham en gang, ville han være en del af ens hjerte for evigt', skriver han blandt andet på Instagram.
Model Lexi Wood har også delt et opslag om sin kollegas død.
'Hvis du nogensinde har kendt mig, ved du, hvor meget jeg elskede Jeremy. Jeg kan ikke engang artikulere, hvor magisk han var. Jeg mødte Jeremy, da jeg var 15, og den dag, jeg mødte ham, vidste jeg, at mit hjerte ville være fuldendt for evigt', skriver hun og kalder Jeremy Ruehlemann for sin bedste ven og sjæleven.
Jeremy Ruehlemann kom fra New Jersey.
I løbet af sin karriere som model har han samarbejdet med blandt andre Christian Siriano, Superdry, Perry Ellis og John Varvatos.