96-årige tvillinger: Den ene er nu død med corona

På britisk morgen-tv blev det med sorg meddelt her til morgen, at 96-årige Doris Hobday er død med corona

De berømte britiske tvilinger er her gæster i 'Good Morning Britain' sidste år. Foto: Shutterstock.
De berømte britiske tvilinger er her gæster i 'Good Morning Britain' sidste år. Foto: Shutterstock.

'Good Morning Britain'-værten Piers Morgan var dybt bevæget, da han her til morgen meddelte, at 96-årige Doris Hobday er død med corona. Doris var sammen med sin tvillingesøster, Lil, kendt som nogle af Storbritanniens ældste identiske tvillinger.

Det skriver flere medier - heriblandt BBC og Mirror.

96-årige Lil Cox er også ramt af corona og har fået at vide, at hendes tvillingesøster, Doris, er død.

Tvillingesøstrene var sidste år flere gange populære gæster i det britiske morgenprogram på grund af deres livsglæde og humor.

- De bragte så meget solskin ind i vores liv med deres smittende humor. De var en vidunderlig duo og har været uadskillelige tvillingesøstre i 96 år, forklarede Piers Morgan.

På tvillingesøstrenes fælles Facebook-profil, hvor de kalder sig 'The Tiptons Twins', er der skrevet mindeord for Doris Dobday:

'Vores familie er fuldstændig knust af sorg over at miste Doris på denne måde. Doris vil blive lagt til hvile ved siden af sin ægtemand, som hun mistede for 11 år siden efter et 65 år langt og lykkeligt ægteskab.'

Bisættelsen finder sted 15. februar, hvor der kun må være 30 gæster til stede på grund af corona-restriktionerne.

Tvillingerne afslørede selv 4. januar med et opslag på Facebook, at de et par dage før begge havde fået konstateret, at de var blevet smittet med corona.

Her forklarede de i humoristiske vendinger, at de endnu ikke var klar til dø. Men allerede dagen efter blev Doris Hobdays tilstand forværret. Hun blev indlagt på hospitalet 5. januar og døde samme dag.

66 kommentarer
Vis kommentarer