Ærlig stjerne: Kæmper med usikkerhed efter fødsel

Ashley Tisdale føler sig langt fra tilpas i sin krop to måneder efter fødslen af datteren Jupiter

Disney-stjernen Ashley Tisdale har delt et ærligt skriv om de tanker, hun har om sin krop efter at have født. Foto: Faye Sadou / Ritzau Scanpix
Disney-stjernen Ashley Tisdale har delt et ærligt skriv om de tanker, hun har om sin krop efter at have født. Foto: Faye Sadou / Ritzau Scanpix

Den 35-årige nybagte mor og 'High School Musical'-stjerne Ashley Tisdale kæmper for tiden med stor usikkerhed over den udvikling, hendes krop har gennemgået efter fødslen.

Det fortæller hun om på sin blog, hvor hun også har delt et ærligt billede af sig selv.

For to måneder siden blev hun mor til datteren Jupiter Iris, og det har sat sine spor på kroppen, skriver hun.

'Jeg har kæmpet min røv i laser. Jeg har hiket, dyrket pilates og kørt på min Peloton (motionscykel, red.), men jeg føler mig stadig ikke tilpas i min krop', skriver skuespilleren og fortsætter:

'Ja, jeg kan passe nogle af mine jeans igen, men det er ikke den størrelse, jeg kunne have på før. Alle siger, at det tager tid - det tager tid at lave babyen, og det tager tid at tabe baby-kiloene igen. Og ved I hvad? Det er sandheden'.

Sammenligner sig
Ashley Tisdale lægger i sin blogtekst ikke skjul på, at noget af usikkerheden bunder i, at hun sammenligner sig med andre kvinder, hun ser på sociale medier.

'Instagram kan virkelig fucke med dit hoved', skriver hun og tilføjer:

'Der er så mange modeller og influencere, som jeg har sammenlignet min personlige rejse med i forhold til at komme tilbage. Og jeg tænker bare vent, de har lige fået et barn, og de ser sådan ud??', skriver hun.

Ashley Tisdale danner par med komponisten Christopher French, som hun har været gift med siden 2014.

Hun er bedst kendt for sine roller i Disney Channel-serien 'Zack og Codys søde hotelliv' og 'High School Musical'-filmene, men har blandt andet også medvirket i 'Sons of Anarchy' og 'Scary Movie 5'.