Det var meget småt med detaljerne, da supermodellen Naomi Campbell i maj måned blev mor for første gang.
Den lille pige kom til verden, uden at ret mange kendte til graviditeten, og ifølge Daily Mail var Campbell på catwalken under Paris Fashion Week få uger før, uden så meget som en antydning af en babybule på maven.
'En smuk lille velsignelse har valgt mig som mor. Så beæret over at få denne blide sjæl ind i mit liv, der er ingen ord, der kan beskrive det livslange bånd, jeg nu deler med dig, min engel. Der er ingen større kærlighed,' skrev hun dengang på Instagram og postede dette meget diskrete billede af en babyfod.
Adopteret?
Siden har der været spekuleret i, om Naomi Campbell er biologisk mor til pigen, og om hun selv har født hende. Nu kommer modellen med en klar melding.
Det sker i den britiske version af modemagasinet Vogue, hvor den 51-årige skønhed også for første gang viser sin ni måneder gamle datter frem.
'Hun er ikke adopteret - hun er mit barn', lyder det fra 1980'er-ikonet, der dog stadig holder mange ting om datteren for sig selv.
Blandt andet holdes det hemmeligt og privat, hvad pigens navn er, og hvem faren er.
Campbell fortæller i interviewet, at det var meget få personer - selv tæt på hende - der vidste noget om, at hun skulle være mor.
- Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange der vidste, at jeg skulle have hende. Men hun er den største velsignelse, jeg nogensinde kunne forestille mig. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort, siger supermodellen.
Naomi Campbell har planer om at skrive en bog, og her vil hun afsløre lidt flere detaljer om den lille, lover hun.