Dronning Ingrid hænges ud som kleptoman

Mens krudtrøgen bølger og lægger sig som slam over prins Henriks attentat på det kongehus, han selv er medlem af - åbenbart med usikker status - er der begået et helt andet attentat.

Mod det selv samme kongehus. Endda mod et medlem, der ikke kan tage til genmæle. Afdøde dronning Ingrid.

Det sker under dække af nobel kongelig kunst. På selveste Det Kgl. Teater, hvor der netop har været premiere på Astrid Saalbachs 'Det kolde hjerte', skrevet i festlig anledning: Stærekasse-scenens åbning efter 100 mio. kr.- restaureringen.

Dronning Ingrid bliver i stykket udleveret som kleptoman. Et menneske med uhelbredelig hang til butikstyverier. Stærke sager.

KORSSTING OG TROMMEDANS
Her er først, hvad skuespillet handler om:
Astrid Saalbachs varme hjerte har budt hende at skrive et stykke om en forhutlet, vesterbrosk narkomanluder, der ved et under og via et ordentlig fix bliver ekspederet lige lukt ind i Amalienborgs gemakker, forlovet med kronprinsen, sat til at brodere korssting med sin smøgpulsende dronninge-svigermor og måbe over sin eksotiske tumpe af en trommedansende og sælkød-gnaskende svigerfar, direkte importeret fra Angmagssalik.

Han hedder ikke Henrik, men Aron, og kronprinsen hedder ikke Frederik, men Severin.

Det kommer ud på ét. Vi er ikke i tvivl. Vi er i selskab med vores højtelskede og imageplagede kongelige familie i Amaliegade. Eller hvor de nu opholder sig for at være sammen eller slippe for hinanden.

Det kunne der komme meget grin ud af. Kongehuset er vores kæreste legetøj og tidsfordriv. Der er ingen ende på, hvad der kan få vores lattermuskler og tårekanaler i sving, når det gælder de kongelige.

Men der er ikke meget grin. Saalbach er ude i et andet ærinde, selvom det er lidt uklart. Hun vil tilsyneladende have skovlen under den absurde kedsomhed, der hersker på Amalienborg, og de deraf kommende desperate forsøg på at live den kongelige tilværelse op med - ja hvad?

Bare et eller andet. F.eks. en stakkel fra Halmtorvet, der med sin fortvivlende baggrund kan sætte det sære og uvirkelige ritualdans-liv på slottet i relief.

KLEPTOMAN-DRONNINGEN
Og så til sagen. Den fjerde kongelige på de skrå brædder er 'Den gamle Dronning'. Spillet af Lily Weiding, grå og præcis med spæd, skarp og visnende stemme. Dronning Ingrid? Ja, hvem ellers.

Hvad foretager den gamle dronning sig for at få lidt mening i tilværelsen? Bane sig vej ud af kedsomheden og højtideligheden. Hun stjæler. Hun er kleptoman.

I det virkelige liv har det gennem årtier været en myte, at Dronning Ingrid havde kleptomane tilbøjeligheder. Det er ikke noget, nogen nogensinde har skrevet i aviserne, undersøgt eller fået bekræftet eller afkræftet. Det har bare været snak-snak.

Nogle siger: Løgn. Andre, at det var dronning Alexandrine, der rapsede i butikkerne. Altså Margrethes farmor. Ikke Ingrid. Atter andre siger, at det er sladder opstået som misforståelse: Ingrid havde aldrig tegnebogen fremme. Den kammerjomfru, der normalt fulgte i hælene på Dronning Ingrid, når hun gik i byen, havde til opgave at ordne betalingen.

Det har under alle omstændigheder altid været et emne, der fik journalister til at være lige så diskrete, som dronning Margrethe var det forleden i Caix. Så diskret, at ingen hverken spørger eller svarer.

Glansen må ikke gå af Skt. Gertrud, for så er det hele uden mening.

I stykkets 14. scene (der er 16 i alt) kommer den gamle dronning hjem efter tre timer i byen. Med indkøbsnettet fyldt.

Dronningen spørger hende, hvad dagens fangst så har været. Den gamle dronning fremdrager først et piskeris, som hun bekendtgør, at hun ikke aner, hvad man skal bruge til. Derefter et par sokker, to poser chokoladeknapper, en spejderkniv, et ur og noget undertøj. Plus et par sko, som hun har taget på i butikken. Sine egne gamle sko har hun været hurtig med. Dem har hun lagt ned i æsken, uden at nogen så det, fortæller hun stolt.

Så kommer kammerpigen ind. - Nogle af forretningerne har allerede ringet og spurgt efter deres ting, siger hun. Den gamle dronning vrisser: - De får dem ikke tilbage! Og dronningen formaner: - Nu må du opføre dig som et voksent menneske og aflevere det, du har taget.
Osv.

MAJESTÆTS-FORNÆRMELSE
Nu hvor vi har fået prins Henrik ned på jorden som et almindelig dødeligt menneske med følelser uden på medaljerne, får vi så den afdøde enkedronning i skarp sovs.
Oven i købet serveret fra den kongelige scene, så det suser lige op i kongelogen, hvor hverken dronningen eller andre fra Amalienborg endnu har indfundet sig for at se sig selv på scenen. De har jo haft småtravlt andetsteds. Den aften de gør det, gætter jeg på, de vil blegne en kende.

Majestætsfornærmelse? Tjah. Der kunne vel anlægges injuriesag efter straffelovens paragraf 115. Stykket er fiktion. Men fiktionen er tæt nok på til det.

Men det vil næppe ske. Der skal føres sandhedsbevis for at fornærmelsen kan kendes grundløs. En sag vil under alle omstændigheder føre til nye pinagtigheder. Strafferammen er dobbelt op, hvis det er regenten, der fornærmes, halvt op, hvis det er f.eks. enkedronningen. Også afdøde kongelige er beskyttet af lovgivningen.

I praksis er der meget vide rammer for, hvad man kan tillade sig at fyre af om de kongelige, selvom der i grundlovens paragraf 13 står, at 'kongens person er fredhellig'. Klaus Rifbjerg vakte engang opsigt, da han i bogen 'Marts 1970' lod Margrethe bolle med Sveriges Olof Palme.

Stor ståhej. Men ingen sag.

Man skal tilbage til Estrups provisorietid i 1880'erne for at finde en majestætsfornærmelse med retsligt efterspil. Det var den såkaldte Keldernæs-sag, hvor en mand på Lolland mente, at Christian den 9. burde have en på frakken. Anklage og dom ved den lejlighed havde rent politisk karakter og baggrund.

O.K. SIGER CHEFEN
Men hvad så med Det Kgl. Teater? Kan teaterchef Michael Christiansen se dronningen troskyldig og glad i øjnene den aften, hvor dronning Margrethe skal opvartes i pausen under 'Det kolde hjerte'?

Det mener teaterchefen. Han siger, han har læst manuskriptet, som han læser alle manuskripter, der er antaget til opførelse. Her måske en ekstra gang med henblik på, om der er noget, der kunne krænke kongehuset. Men nej - der er intet i stykket, som ikke kan forsvares ud fra den vide kunstneriske frihed, vi opererer med i Danmark.
Kongehuset har ikke haft Astrid Saalbachs stykke til gennemsyn.

Selvfølgelig ikke. Det er kun journalister, der pålægger sig den form for royal censur. Men mens den kongelige familie nu prøver at komme sig oven på prins Henriks hovsa-aktion, kan den hygge sig med næste kapitel: den forbløffende offentliggørelse af dronning Ingrids påståede lastefulde strøgtogter.