MEXICO(Ekstra Bladet): Den svenske skuespillerinde Noomi Rapace fik sit helt store gennembrud som Lisbeth Salander i den skandinaviske film 'Mænd der hader kvinder', der er instrueret af den danske filminstruktør Niels Arden Oplev. Og der er ingen tvivl om, at den forholdsvis ukendte amerikanske skuespiller Rooney Mara også vil få sit helt store internationale gennembrud i den amerikanske udgave af filmen, der har fået titlen 'The Girl With The Dragon Tatoo'.
- Det har været mit største filmprojekt nogensinde. Og jeg er så lykkelig for rollen som Lisbeth Salander, siger den 26-årige amerikanske skuespillerinde Rooney Mara, da Ekstra Bladet møder hende på det fashionable Hotel Ritz Carlton i Cancun i Mexico.
LÆS OGSÅ: Se topløs Lisbeth Salander
Og der er grund til glæde. Rooney Mara fik nemlig den yderst eftertragtede rolle i skarp konkurrence med verdensstjerner som Natalie Portman og Scarlett Johansson. Rooney Mara måtte igennem en intensiv oplæring for at være klar til rollen.
Kickboksning og motorcykel
- Det har været et benhårdt projekt. Jeg trænede kickboksning, skateboard, computertræning og lærte at køre på motorcykel. Jeg har også besøgt et krisecenter og talt med kvindelige ofre for voldtægt. Og jeg har besøgt en skole, hvor man underviste børn med autisme, fortæller Rooney Mara, der tilbragte næsten et helt år i Sverige under optagelserne til 'The Girl With The Dragon Tattoo', der i morgen har premiere i de danske biografer.
Det er iøvrigt selveste Daniel Craig, der spiller den mandlige hovedrolle som journalisten Mikael Blomkvist.
For Rooney Mara har det været både udfordrende og givende, at filmen blev optaget i Sverige.
- Jeg boede i det samme kvarter i Stockholm, hvor Salander holder til i bogen. Der er noget ved den svenske kultur, som man skal kunne forstå for at forstå bogen fuldkomment. Bare den kendsgerning at overleve en svensk vinter og at komme ud på den anden side til foråret er noget man skal have mærket på sin krop for at forstå svenskerne, siger Rooney Mara.
Glad for Salanders look
Hvordan har det været for dig at leve med Lisbeth Salanders meget specielle look i næsten et helt år?
- Det var ekstremt befriende at tilbringe et helt år, hvor jeg ikke behøvede at tænke på, hvordan jeg så ud set ud fra et kvindeligt perspektiv. Jeg har jo hver eneste dag under optagelserne været iklædt Lisbeth Salanders 'uniform'. Og det har været skønt at stå op hver morgen uden at skulle være en såkaldt 'rigtig' pige. siger Rooney Mara.
Hvordan var det for dig at indspille filmens ekstremt voldelige scener?
- Det har da været meget, meget hårdt og udfordrende at formidle den grusomme vold i filmen. Det var især meget grænseoverskridende at indspille den scene, hvor Salander bliver voldtaget, siger Rooney Mara og tilføjer:
- Men jeg vidste jo i forvejen, hvad jeg gik ind til, da jeg skrev min kontrakt under. Jeg har jo læst bogen. Jeg er gået til opgaven uden at tøve, og jeg var parat til at gøre alt, siger Rooney.
LÆS OGSÅ STORT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG I EKSTRA BLADETS PAPIR-AVIS I MORGEN