Er Pippa ved at skrive fest-bog?

Den ombejlede Middleton-søster har muligvis en forfatter i maven. Og emnet? Fest!

Pippa Middleton er allerede blevet kaldt jetsetter, modeikon samt omdrejningspunkt for Justin Timberlakes hede sex-drømme.

Nu kan Kate Middletons lillesøster muligvis snart føje forfatter til sit stærke CV.

Således meddeler den amerikanske netavis E!, at hendes quasi-kongelige hothed, Pippa, i øjeblikket forhandler med forlæggere om en bogaftale, der vil indbringe hende ikke mindre end 1.6 millioner dollars.

Den perfekte fest
Tilsyneladende kommer bogen til at handle om, hvordan man planlægger den perfekte fest, inklusiv standsmæssig etikette og dekoration. Kilder mener, at den royale søster allerede to gange har siddet i møde med topchefer fra forlaget HarperCollins samt flere andre unavngivne forlag.

Udover at gå til VIP-fester, viser det sig, at Pippa har erfaring med at redigere 'The Party Times' - en online fest-planlægnings-blog tilhørende forældrenes firma.

Bloggen byder på opskrifter, temaidéer og et månedligt nyhedsbrev fyldt med underholdningstips.

- Pippa er meget seriøs med dette projekt, og hun har haft personlige møder med forlæggere. Hun har endnu ikke underskrevet nogen kontrakt, men jeg tror ikke, der er lang vej igen. Hun er en dygtig skribent, dog forventer jeg, at hun bliver tilbudt en ghostwriters hjælp, siger en unavngiven kilde til the Sunday Times.