Timberlake gemmer sig i tegneseriekostume

Justin Timberlake nød at være anonym, da han iført et 'Ernie' kostume gik rundt i flere timer i San Diego

Justin Timberlake holder som regel lav profil. Her ses stjernen til tennis-turneringen US Open. (Foto: AP/Matt Slocum).
Justin Timberlake holder som regel lav profil. Her ses stjernen til tennis-turneringen US Open. (Foto: AP/Matt Slocum).

Det hører til sjældenhederne, at Justin Timberlake kan gå på gaden uden at blive genkendt. Men det var ikke desto mindre lige, hvad der skete under tegneseriefestivalen 'Comic-Con' i San Diego.

'Sexy Back'-sangeren kunne gå rundt en hel eftermiddag uden at blive forfulgt af skrigende fans og paparazzier. Han var nemlig iført et 'Ernie' kostume fra tv-serien 'Sesame Street'.

- Jeg blev ved med at glemme, at når folk spurgte, om de måtte få taget et billede med mig, så var det fordi, at jeg var Ernie. Ikke fordi at jeg er mig, siger Justin Timberlake til Esquire.

Idéen med kostumet var en del af magasinet Esquires oktobernummer, hvor Justin Timberlake er på forsiden. Han og journalisten Chris Jones havde hvert deres kostume på og trissede rundt til tegneseriefestivalen sammen en hel eftermiddag.

Justin nægtede
Da Chris Jones forsøgte at overtale Justin Timberlake til at smide kostumet og afsløre, at en af verdens største popstjerner gemte sig inde under den falske orange pels, nægtede Justin Timberlake.

- Du kan godt tro om, makker. Du har ingen idé om, hvordan det er. Jeg kan en gang imellem gå rundt i New York, hvis jeg har det rette tøj på, men det er også det hele, siger han.

Justin Timberlake nød efter eget udsagn sin anonymitet, selv om den kun varede nogle få timer.

- Du er vidne til en af de mest mindeværdige dage i mit liv, sagde han.