Skarsgård får hovedrolle i Trier-pornofilm

Den 60-årige store svenske skuespiller Stellan Skarsgård skal spille hovedrollen i Lars von Triers kommende pornofilm 'Nymfomanen'

Stellan Skarsgård har medvirket i flere af Lars von Triers film, og han er en af Triers mest trofaste fans og venner.(Foto: Thomas Sjørup)
Stellan Skarsgård har medvirket i flere af Lars von Triers film, og han er en af Triers mest trofaste fans og venner.(Foto: Thomas Sjørup)

Den store svenske Hollywood-stjerne Stellan Skarsgård kan snart skrive 'porno-skuespiller' på sit cv. Han skal nemlig spille hovedrollen i Lars von Triers kommende såkaldte pornofilm 'Nymfomanen'.

Der er dog ingen tvivl om, at Triers film ikke kommer til at minde om en traditionel hardcore-pornofilm. Det bliver snarere en kunstnerisk von Triersk fortolkning af erotikkens væsen. Stellan Skarsgård indrømmer da også over for E Online, at han ikke har nogen samlejescener.

-Lars von Trier ringede til mig og sagde: Stellan, min næste film er en pornofilm, og jeg vil gerne have, at du skal spille hovedrollen. Kort efter tilføjede han dog, at jeg ikke skulle 'bolle' i filmen, fortæller Skarsgård.

Stellan Skarsgård var ellers blevet tilbudt en mindre rolle i den ekstremt populære amerikanske vampyr-tv-serie 'True Blood', hvor hans søn Alexander har en af hovedrollerne. Men han valgte altså at sige ja tak til Lars von Triers såkaldt kommende pornofilm.