Rod Stewart bedstefar til Del Toros barn

Rocksangerens datter er gravid med en af Hollywoods kendte forførere, nemlig Benicio Del Toro, som er 13 år ældre end hende

Rodens datter Kimberly skal have datter med 13 år ældre Benicio Del Toro, selvom de ikke er sammen. Hvad bedstefar i midten siger til 'balladen', vides ikke. (Foto: AP. Collage: ekstrabladet.dk)
Rodens datter Kimberly skal have datter med 13 år ældre Benicio Del Toro, selvom de ikke er sammen. Hvad bedstefar i midten siger til 'balladen', vides ikke. (Foto: AP. Collage: ekstrabladet.dk)

Den britiske pop- og rocksanger Rod Stewart kan godt begynde at genopfriske vuggeviserne. Stewart, der er 66 år og selv far til otte, skal være bedstefar for første gang.

Stewarts datter Kimberley på 31 er gravid. Faderen er skuespilleren Benicio Del Toro.

- Kimberley er gravid. Benicio er faderen og støtter hende fuldt ud. Selv om de ikke danner par, så ser de frem til at få barnet, siger talsmanden for Benicio, der har ry som en af Hollywoods store forførere, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Hvornår barnet ventes at komme til verdenen, blev ikke oplyst.

En erfaren forfører
Del Toro, der stammer fra Puerto Rico, har været kædet romantisk sammen med et hav af skuespillere. Blandt andre Scarlett Johansson, Alicia Silverstone, Heather Graham, Catherine Keener og Chiara Mastroianni.

Trods Del Toros imponerende perlerække af kvindelige bekendtskaber kommer nyheden om hans romance med den 31-år gamle Kimberley Stewart som en overraskelse i den amerikanske filmby, skriver Reuters.

Del Toro har senest haft roller i filmene 'The Wolfman' og 'Che'. I 2001 vandt han en Oscar for en birolle som mexicansk politimand i 'Traffic'.

LÆS OGSÅ: Ekstra Bladet i håbløs film med Del Toro

Kimberley Stewart tjener til dagen og vejen som både skuespiller og model. Rod Stewart har endnu ikke kommenteret nyheden om datterens graviditet. Sangeren blev for øvrigt far til sit ottende barn i februar.