Hugh Grant købte for 40 millioner - i brandert

- Det var bare en indskydelse, siger skuespilleren

Hugh Grant købte et maleri for den nette sum af 40 millioner kroner i en kæmpe brandert. Det viste sig dog atvære en glimrende investering. (Foto: AP)
Hugh Grant købte et maleri for den nette sum af 40 millioner kroner i en kæmpe brandert. Det viste sig dog atvære en glimrende investering. (Foto: AP)

Det kan give anledning til alvorlige moralske tømmermænd, når man efter en våd aften i byen stikker hånden i sine lommer og finder den ene bon efter den anden på ting, som man har forkælet sig selv med i løbet af natten.

Hugh Grant må have haft seriøse kvaler, da han efter en kæmpe brandert vågnede op til en regning på 40 millioner.

Den 50-årige skuespiller var godt beruset, da han ringede til sin sekretær og bad hende afgive et bud på et Andy Warhol-maleri. Det gjorde hun. Og Hugh Grant vågnede op de mange millioner fattigere.

Det er seks år siden. Og nu viser det sig, at det var den klogeste investering, Hugh Grant nogensinde har gjort. Det skriver norske VG.

- Købet af Warhol-maleriet var bare en pludselig indskydelse i fuldskab. Men salget gjorde mig meget rig, siger Grant nu.

Maleriet af Elizabeth 'Liz' Taylor blev nemlig videresolgt for 130 millioner.

Men til trods for den store milliongevinst, fortryder skuespilleren salget. Måske er det den portrætterede skuespillerindes nylige død, der får Grant til at angre en smule.

Forhåndsvurderinger af Warhol-maleriet 'Liz' lyder nu på omkring 160 millioner kroner.