Miley Cyrus er vild med Charlie Sheen

Unge Miley Cyrus er igen at finde på Twitter, hvor hun vil følge Charlie Sheens eskapader.

Charlie Sheen strippede ned til bar overkrop under sit one-man-show i Chicago for nylig.(Foto: All Over Press)
Charlie Sheen strippede ned til bar overkrop under sit one-man-show i Chicago for nylig.(Foto: All Over Press)

Teenage-stjernen Miley Cyrus har igen fundet vejen til det sociale medie Twitter, efter den skandaleombruste sangerinde ellers havde lagt de korte hverdagsopdateringer på hylden.

Men i denne uge vendte hun så tilbage - og det er der ifølge Miley Cyrus to grunde til.

- Frygt ikke. Jeg er tilbage. Jeg vil ikke lyve for jer - jeg kom tilbage til Twitter af to grunde. Mine fans og for at følge Charlie Sheen, skriver hun.

45-årige Sheen var ikke selv tilkoblet Twitter, før han blev fyret fra tv-showet "Two And a Half Men". Med den nyvunde fritid begyndte han dog flittigt at benytte mediet, og der gik heller ikke lang tid, før han opfangede Cyrus' besked.

- Kære Miley, velkommen tilbage til Twitter. Jeg har altid ment, du var episk. Nu har du bevist det. Tak for kærligheden. Vi ses på Gypsy Heart-turnéen, skriver han.

Gypsy Heart-turnéen drager Miley Cyrus på fra slutningen af april, og den 18-årige stjerne svarede hurtigt Sheen tilbage.

- Jeg har altid følt ligesådan omkring dig. Du har lært mig alt, hvad jeg ved om at VINDE, skriver hun.

Miley Cyrus havde ellers lovet sine fans over hele verden, at den vilde livsstil med flere skandaler var lagt på hylden. Så at bruge Charlie Sheen som rollemodel er måske ikke det bedste træk.