Skuespiller fik dødstrusler af statist

Den skotske verdensstjerne Ewan McGregor blev truet på livet under indspilningerne til en ny film i Thailand

Ewan McGregor har her en lettere bekymret mine på. Det har han også grund til. Han fik nemlig dødstrusler fra en statist.(Foto: AP)
Ewan McGregor har her en lettere bekymret mine på. Det har han også grund til. Han fik nemlig dødstrusler fra en statist.(Foto: AP)

- Jeg vrider kniven, mens jeg ser dig ind i øjnene.

Så brutalt lød en af de skræmmende sætninger, som en statist truede den skotske skuespiller Ewan McGregor på livet med. Truslerne var nedskrevet som en slags poetiske vers, men indholdet var makabert og dybt skræmmende.

Ewan McGregor, der er mest kendt for sine roller i filmene ''Moulin Rouge' og 'Star Wars', er netop nu igang med at indspille en ny film i Thailand, der sætter fokus på den dødbringende tsunami i 2004. Filmoptagelserne blev imidlertid hurtigt stoppet, da det blev opdaget, at en statist skrev sindssyge digte til Ewan McGregor.

Statisten er en amerikansk mand, der har været bosat i Thailand i en længere periode. Han var oven i købet ansat som statist for selveste Ewan McGregor.

Den amerikanske statist blev taget på fersk gerning i Ewan McGregors trailer, hvor han sad og skrev de nærmest sataniske vers.

En kilde, der arbejder på filmoptagelserne har til den britiske avis Daily Mail oplyst:

- Vi kunne ikke ringe til det lokale politi. Manden havde jo bare skrevet nogle digte. Jeg tror ikke, at de ville have forstået situationens alvor. I stedet fik statisten besked på, at der ikke længere var brug for hans hjælp, fortæller kilden.