Det er ikke noget nyt, at modemagasiner retoucherer og pynter lidt på billederne hist og her.
Og når det gælder deller, appelsinhud eller andre uskyldige ting, så plejer det at gå. Men når det gælder hudfarven, så er det straks noget helt andet.
Bollywood-stjernen og tidligere Miss World Aishwarya Rai Bachchan pryder forsiden af Elles indiske december-udgave. Og her har magasinet haft lidt for meget gang i viskelæderet og har givet den 37-årige skuespiller hvidere hud. Det mener i hvert fald engelske Daily Mail og avisens læsere.
Også inde i bladet er der en række billeder af en lys Aishwarya Rai Bachchan.
Det er ikke første gang, Elle beskyldes for at gøre deres modeller lysere i huden. I september måned var det ifølge Daily Mail den sorte skuespiller Gabourey Sidibe, som skulle have fremstået blegere end normalt.