Amerika skal stemme på Paprika Steen

Paprika Steens præstation i filmen 'Applaus' har fået fantastiske anmeldelser i verdens toneangivende filmblade - nu køres det helt store skyts frem for at få nomineret Paprika Steen som Oscar kandidat

Paprika Steen ses her i rollen som den alkoholiserede skuespillerinde Thea, der har så forfærdeligt ondt i livet.(Foto: Carsten Villadsen)
Paprika Steen ses her i rollen som den alkoholiserede skuespillerinde Thea, der har så forfærdeligt ondt i livet.(Foto: Carsten Villadsen)

Den amerikanske filmdistributør World Wide Motion Pictures Corp. har kørt det helt store skyts frem til ære for dansk film. De satser nemlig alt på at få Paprika Steen nomineret som Oscar kandidat i 2011 for hendes skuespilpræstationer i Martin Zandvliets film ”Applaus”.

Anmeldelserne i Hollywood Reporter, Screen Daily, Variety, Indiewire, The Chicago Sun-Times har været fulde af lovord og senest har Karen Durbin i New York Times udråbt Paprikas præstation som ’årets bedste performance på film’.

Det hører absolut til sjældenhederne at en amerikansk distributør kører kampagne på en udenlandsk skuespiller, hvilket har vakt en del opmærksomhed i filmbranchen. Og ved visningerne af filmen for filmjournalister og medlemmer af det amerikanske filmakademi i New York og Los Angeles, har man i de seneste dage meldt om alt udsolgt.

Paprika på Top 20-listen over vigtigste skuespillere
På de store amerikanske filmsites og blandt de vigtigste amerikanske blogs er gætterierne om årets nomineringer allerede i fuld gang og her nævnes Paprika Steen som én af Top 20-listens vigtigste skuespillere.

Paprika Steen befinder sig selv i øjeblikket i USA, hvor hun i snart 14 dage har deltaget i arrangementer og filmvisninger som en del af kampagnen.

- Det er spændende og interessen har været overvældende. Jeg har mødt et hav af interessante mennesker og fået lejlighed til at drøfte fremtidige filmprojekter med amerikanske filmproducenter, instruktører og agenter. Og det er helt tydeligt at filmen er blevet et samtaleemne i branchen efter de seneste præsentationer for filmakademiets medlemmer, fortæller Paprika Steen.

Kandidaterne afsløres den 25. januar
Men Paprika må vente flere uger før hun får vished for sit kandidatur. De nominerede kandidater afsløres nemlig først 25. januar og årets ceremoni finder sted 27. februar i Hollywood.

Filmen er instrueret af Martin Pieter Zandvliet med manuskript af Anders Frithiof August og Martin Pieter Zandvliet. Produceret af Koncern Film A/S v. producer Mikael Chr. Rieks med støtte fra New Danish Screen.

Udover Paprika Steen og Michael Falch medvirker også Sara-Marie Maltha, Shanti Roney, Otto Leonardo Steen Rieks, Noel Koch-Søfeldt, Malou Leth-Reymann og Uffe Rørbæk Madsen.