Jackson havde paryk og tatoveringer

De amerikanske myndigheder har frigivet obduktionsrapporten, som blev lavet efter Michael Jacksons død sidste år. Den afslører, at han bar paryk og var tatoveret i hovedet. Zoom ind på Jackson herunder

Det ligner en paryk - og det var en paryk. (Foto: AP)
Det ligner en paryk - og det var en paryk. (Foto: AP)

Den 51 sider lange obduktionsrapport fra Michael Jacksons død går i detaljer om den afdøde amerikanske popstjernes udseende - og dokumenterer blandt andet, at Jackson bar paryk og var tatoveret flere steder i ansigtet. Det skriver CNN.com.

Den amerikanske retsmediciner undersøgte sidste år Jacksons lig på Ucla hospitalet i Los Angeles mindre end tre timer efter, han døde af en dødelig cocktail af medicin.

- Den afdødes hovedhår er sparsomt og er forbundet til en paryk. Huden på kroppen har pletter af lyse og mørkt pigmenterede områder, skriver retsmedicineren.

Øjenbryn og læber tatoveret
Årsagen til hårtabet skyldes, at Jackson mistede en del hår under en ildulykke under en optagelse til en Pepsi-reklame i 1984. Siden har det været kendt, at Jackson har brugt parykker.

Ifølge Jacksons hudlæge, Arnold Klein, blev sangeren behandlet for vitiligo, hvilket er en hudlidelse, der forårsager uregelmæssige pletter af hvid hud.

Obduktionsrapporten viser også, at den forreste del af Jacksons hovedbund, omkring hans hårgrænse var skaldet og tatoveret med mørkt blæk. Hans øjenbryn og grænsen til hans øjenlåg var også tatoveret.

Dele af læberne var yderligere tatoveret med lyserød farve, hedder det i rapporten.

Michael Jackson havde ifølge rapporten flere brækkede ribben, hvilket tilsyneladende er sket i forsøget på at genoplive ham.

Død af akut propofol-forgiftning
Den 51 sider lange obduktionsrapport konkluderer desuden, at Jackson døde af en 'akut propofol-forgiftning'. Propofol bruges som et bedøvelsesmiddel til kirurgiske patienter. Ifølge flere medicineksperter bør midlet kun administreres af uddannet personale på hospitaler.

Det er som følge af det, at popstjernes tidligere læge Conrad Murray officielt er blevet anklaget for uagtsomt manddrab.

Murray har oplyst, at han gennem seks uger gav Michael Jackson propofol imod søvnproblemer, mens den amerikanske popstjerne trænede for at være klar til sit musikalske comeback i Storbritannien sidste sommer.