Papa John anklages for incest

John Phillips fra 1960'er-bandet 'The Mamas & the Papas' havde i årevis sex med sin datter, hævder hun

Mackenzie Phillips med sin far John Phillips. Billedet er taget i 1981. (Foto: AP)
Mackenzie Phillips med sin far John Phillips. Billedet er taget i 1981. (Foto: AP)

Skuespilleren Mackenzie Phillips har i en ny bog afsløret, at hun i årevis havde en seksuel affære med sin far John Phillips - den nu afdøde forsanger i hippiebandet 'The Mamas & the Papas'.

- Min far var en mand uden grænser. Han var fuld af kærlighed og afhængig af stoffer. Jeg vågnede en nat og fandt mig selv have sex med min far, skriver Mackenzie Phillips i selvbiografien 'High Arrival'.

Bogen har vakt opsigt i USA, og Mackenzie Phillips, som har medvirket i tv-serien 'One Day at a Time', har blandt andet været i studiet hos Oprah Winfrey for at fortælle om incestforholdet.

Mackenzie Phillips siger, at det ulovlige forhold startede i 1979, da hun var 19 år, og stod på i omkring 10 år – også mens hun var gift med andre mænd.

Smuglede kokain i balloner
John Phillips døde i 2001 og kan derfor ikke forsvare sig mod anklagerne. Men Mackenzies halvsøster, Chynna Phillips, er dog ikke i tvivl om, at historien er sand.

- Jeg ved, det er sandt. Hvem ville nogensinde komme med en sådan påstand, hvis den ikke var sand, siger hun til ugebladet US Weekly.

49-årige Mackenzie Phillips har længe været afhængig af stoffer, hvilket blandt andet kostede hende tre ægteskab og skuespiller-karrieren. Hun blev sidste år anholdt for at forsøge at smugle kokain skjult i balloner i lufthavnen i Los Angeles.