5,2 millioner for 23 minutters arbejde

John Cleese lægger stemme til en figur i kommende film om den animerede succes-trold 'Shrek'. Og han bliver godt betalt

John Cleese har måttet afgive en formue til sin ekskone, men han er stadig ikke på vej til fattiggården. (Foto: AP)
John Cleese har måttet afgive en formue til sin ekskone, men han er stadig ikke på vej til fattiggården. (Foto: AP)

Normalt er det kun fodboldspillere i Cristiano Ronaldo-klassen, der kan prale af at tjene millioner for få minutters arbejde.

Men den 69-årige skuespiller John Cleese kan skam også.

Således skriver News of the World, at den tidligere Monty Python-legende kunne sætte en million dollar - 5,2 millioner kroner - ind på bankkontoen efter at have medvirket i den seneste film om den grønne trold Shrek.

Hans medvirken bestod af en 23 minutter lang seance, hvor han lagde stemme til kongen i det animerede univers.

Men han synes også at have brug for pengene, eftersom hans nylige skilsmisse har kostet ham endog rigtig mange penge

Således gav retten ham ordre til at betale ekskonen Alyce Faye Eichelberger mere end 60 millioner kroner i kontanter, ligesom han skulle give hende en lejlighed i New York, en ejendom i London og en andel i et strandhus i Californien - plus en årlig sum på godt fem millioner kroner over de næste syv år.

Cleese var rasende over afgørelsen og siger, at han ekskone nu er rigere end han selv.