Ekstra Bladet i håbløs film med Del Toro

I forbindelse med lanceringen af 'Magnum Gold' drog Ekstra Bladet til Barcelona for at indspille scene med Benicio Del Toro

Det kan rent faktisk lade sig gøre for en person med meget begrænset talent for skuespil at spille sammen med en Oscar-vinder.

Det var nemlig, hvad der skete for Ekstra Bladets journalist til lanceringen af den nye is 'Magnum Gold' i Barcelona.

Benicio Del Toro er hyret som frontfigur i reklamefremstødet for Magnum Gold - verdens første is med guld-overtræk.

Isen er allerede i de danske butikker og koster 20 kroner.

Og som en lille gimmick fik de fremmødte journalister mulighed for at medvirke i en lille film med Oscar-vinderen Del Toro og skuespillerinden Caroline De Souza Correa.

Se den rigtige reklame HER

Med i røverbande
Sammen med tre kvindelige journalister blev Ekstra Bladets udsendte placeret foran kameraet iklædt sort tøj for at spille skurk i Del Toros røverbande.

Selve scenen ender i hat og briller, fordi Benicio Del Toro vælger at improvisere næsten hele vejen igennem.

Og det er muligvis svært for seeren at finde hoved og hale i, hvad der egentlig foregår - men det betyder sådan set heller ikke så meget.

Filmen skal nemlig ikke bruges til andet end at fornøje Ekstra Bladets læsere med billeder af en rigtig stjerne - og Benicio Del Toro.

Efterfølgende får Ekstra Bladet lige sneget sig til at stille en enkelt spørgsmål til verdensstjernen:

Du har tidligere arbejdet sammen med den danske instruktør Susanne Bier, kunne du tænke dig det igen?

- Åh ja, Susanne - ja ja....

Mere bliver der ikke sagt, før en venlig men bestemt mand beder Ekstra Bladets journalist om at forlade lokalet.

Klik på skærmen i toppen af billedet for at se klippet