Emma Watson dropper drømmeprinsen

Hun er efter eget udsagn en håbløs romantiker, men nu har Emma Watson indstillet jagten på sin drømmeprins

Emma Watson er ved at vokse op. (Foto: AP/Joel Ryan).
Emma Watson er ved at vokse op. (Foto: AP/Joel Ryan).

Emma Watson, der de sidste 10 år har spillet Hermione Granger i 'Harry Potter'-filmene, erklærer sig selv for verdens største romantiker.

- Jeg har altid været en håbløs romantiker. Men hvorfor skulle man ikke også været det? Det er jo rart, siger Emma Watson til det engelske magasin Hello!

Men den 21-årige skuespillerinde har måttet erkende, at forestillingen om prinsen på den hvide hest brister med alderen.

- Jeg tror, jeg er ved at vokse op. Min definition af kærlighed er blevet en hel del bredere og mere altomfattende, end da jeg var 10 år gammel og troede, at der var en prins på en hvid hest til mig et sted derude. Men det gør mig ikke mindre romantisk nu, siger hun.

Ifølge den tidligere heks har hun og andre unge bare fundet nye måder at udtrykke romantik på nu.

Kysser med Johnny
- Jeg tror, at der er en opfattelse af, at min generation måske ikke tror så meget på romantik. Jeg er fristet til at sige, at jeg er uenig i det. Vi tror skam på romantik, forførelse og galanteri, men vi spiller bare spillet på en anderledes måde.

Det skorter heller ikke på romantik på de billeder, der er blevet taget af Emma Watson på det seneste, hvor hun kysser med 'Jennifers Body' skuespilleren Johnny Simmons.

De to unge skuespillere ser meget forelskede ud på billederne, men ingen af dem har bekræftet forholdet. Under alle omstændigheder leder Emma Watson ikke længere efter prinsen på den hvide hest.