Angelina kollapsede under optagelser

Den travle skuespiller og mor til seks brød sammen med åndenød på settet til hendes seneste film 'Salt'. - Det var chokerende, siger en kilde

Angelina Jolie klagede over åndenød og svimmelhed, da hun kollapsede på settet til filmen 'Salt'. (Foto: Colourpress.com)
Angelina Jolie klagede over åndenød og svimmelhed, da hun kollapsede på settet til filmen 'Salt'. (Foto: Colourpress.com)

I en alder af 33 år er hun mor til seks børn på mellem nul og syv år, kæreste med en af verdens lækreste mænd, har en strygende karriere og vil i sin fritid også gerne redde verden.

Men selv for superstjerner kan opgaverne blive for mange og timerne for korte, og midt i marts skal Angelina Jolie være brudt sammen på settet under indspilningerne til sin seneste film, 'Salt'.

- Det blev simpelthen for meget for Angelina, og hun kollapsede mellem to optagelser, siger en kilde til Now Magazine, og fortæller, at superstjernen klagede over åndedrætsproblemer og svimmelhed.

- Det skete lige efter, at hun havde optaget en anstrengende scene, hvor hun skulle løbe rundt på settet. Det var chokerende at se hende krympe sammen, uddyber kilden om hændelsen, der skal have fundet sted 18. marts.

En af årsagerne til den 33-årige skuespillers kollaps er angiveligt, at hun glemmer at spise, når hun har travlt.

Og det må man sige, at Angelina har og har haft de seneste år, hvor hun og kæresten gennem tre år, Brad Pitt, har udvidet børneflokken betragteligt, og hvor begges karrierer har haft særdeles god vind i sejlene.

Desuden skal Angelina have forsøgt at tabe sig yderligere for en særlig rolle i filmen 'Salt'.