Britney optrådte i Madonnas tøj

Høj hat? Tjek. Sorte hotpants? Tjek. Gennemsigtig top? Tjek. Britney havde skelet kraftigt til Madonnas garderobe, da hun torsdag optrådte til Bambi-awards

Farven på hatten og et par fjer på skulderen: Det var stort set eneste forskel imellem det antræk, som Madonna for øjeblikket turnerer verden tynd i, og det kostume, Britney torsdag optrådte i til Bambi-awards i Tyskland.

Om der er tale om et uheldigt sammenfald, en doven stylist eller om Britney simpelthen har valgt at kopiere idolet Madonna, kan man kun gisne om.

Britney har dog haft lejlighed til at studere Madonnas kostume på næreste hold, efter hun 6. november optrådte som gæstestjerne til en af Madonnas koncerter i Los Angeles.

Knap en måned senere tropper pop-prinsessen Britney så op til Bambi-awards i tøj magen til.

Tilfælde eller ej: Hvis det havde været fjerde klasse, havde Madonna stensikkert råbt: Efterliiigner!