Stjernemodel narko-dømt

Den australske undertøjsmodel Michelle Leslie blev tidligt fredag morgen idømt tre måneders fængsel for besiddelse af narko

En lettet Michelle Leslie føres bort efter domsfældelsen, der betyder at hun er en fri kvinde mandag morgen (Foto: AP)
En lettet Michelle Leslie føres bort efter domsfældelsen, der betyder at hun er en fri kvinde mandag morgen (Foto: AP)
Undertøjsmodellen Michelle Leslie kunne ånde lettet op, da hun tidligt fredag morgen, dansk tid, blev idømt tre måneders fængsel for besiddelse af narkotika.

Leslie blev snuppet under at narkoraid på Bali i august og stod til 15 års fængsel for besiddelse af to ecstasy-piller. Anklagen blev dog ændret til en mildere paragraf i denne uge, da dommeren ikke skønnede, at den australske topmodel havde haft til hensigt at sælge pillerne.

Michelle Leslie - der gennem hele sagen har nægtet sig skyldig - var iklædt en muslimsk hovedbeklædning i retssalen. Hun accepterede smilende sin straf og gav hånd til dommer og anklager efter dommen var faldet. Det skriver telegrambureauet AP.

Det ventes at Michelle Leslie sættes fri mandag morgen, da hun allerede har afsonet sin straf. I maj 2005 blev den 28-årige model, Schapelle Corby, idømt 20 års fængsel for at smugle marihuana til Bali.