Prinsen fik en kold skulder

Hellere røjsere end laksko: Bossen på Berleburg - prins Richard - i opgør med sin kongelige familie

Prins Richard, 70, hænger på prinsesse Benedikte, 60.

Takken var efter 35 år, at hun vendte ham ryggen, da han blev ramt af kræft og til sin egen store overraskelse overlevede, så han kunne fortælle om det.

'Hun er ikke sød ved mig... Benedikte og jeg er som dag og nat. Af og til undrer det mig, at vi har fået børn', lød det bittert fra prins Richard i et Se og Hør-interview, der i opmærksomhedsværdi kunne konkurrere med det, prins Henrik fyrede af, da han følte sig trådt over sine franske tæer af sin søn, kronprins Frederik, og familien. Prins Henrik blev efterfølgende krisehjulpet af familien og eleveret op på andenpladsen i hierarkiet. Siden har der ikke været slinger i den vals.

Prins Richard lod sig hylde i moderat grad med et jagtselskab til sin 70-års fødselsdag. Men hans opfattelse af det omsorgsløse ægteskab blev der ikke rokket ved, selv om det danske kongehus mobiliserede sine hovedaktører for at gyde olie på de oprørte familievande. Både dronning Margrethe, prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mødte pludselig op.

Kun Henrik ringede
Det skete vel at mærke, efter at prins Richard forinden åbenhjertigt fortalte om, hvordan han var blevet totalt ignoreret ikke bare af sin egen kone, men også af hele hendes (underforstået: snobbede) familie.

'Henrik var faktisk den eneste, der ringede til mig og viste omsorg for mig i al min elendighed. Det overraskede mig meget', sagde prins Richard, der i forskellige sammenhænge kun har nævnt en, han virkelig vil takke for, at han stod den hårde sygdomsperiode igennem:

'Støtten fra min søn Gustav holdt mig i live. Han kørte mig rundt, gav mig tøj på. Det er helt fantastisk, hvad min søn har været for mig lige siden, det blev konstateret, at jeg havde hudkræft og lymfekræft. Det var et helvede at komme igennem.'

Monarkiet truet
'Benedikte bryder sig ikke om sygdom og syge mennesker', sagde Richard - og efter at have fået Se og Hør-interviewet til gennemlæsning var det ikke ham, men Benediktes hof, der reagerede og meddelte utilfredshed med artiklen: 'Den er ikke i familien Berleburgs interesse.'

Prinsesse Benedikte afstod dog fra alle tilbud om at kommentere sin mands udtalelser. Hun skulle ikke have noget klinket, så skårene ligger der endnu.

Prins Richard rystede mange i deres kongetro med sine udtalelser. Men for dem, der kender ham, var det næppe nogen større overraskelse. Han har altid meldt klart ud -og med stor situationsfornemmelse. Det var også den, der kom til udtryk, da han om de kongelige fartbøller konstaterede:

'Pludselig en dag bliver en kørt ned, og så er det sket med monarkiet!'

Han lod samtidig forstå, at der også er kongelige familiemedlemmer, han ikke frivilligt kører med.

Prinsen ville ikke nævne navne, for 'det er jo familie', som han sagde uden at komme nærmere ind på, om han tænkte på en Schackenborg-beboer eller andre.

Kansler-æslet
Der var også prins Richard, der i sin tid kaldte den tyske forbundskansler: 'Et æsel!'

Den politisk interesserede Richard overvejede selv at stille op som CDU-politiker, men daværende statsminister Jens Otto Krag og kong Frederik fik ham dengang fra det af hensyn til Benediktes politiske uangribelighed. Da havde han dog allerede haft næsen dybt inde i lokalpolitik.

Prins Richard har i og for sig aldrig haft nogen let gang i kongehuset. Godt nok var dronning Ingrid hans gudmor, men hun blev alligevel noget betænkelig, da Benedikte mødte op og ville giftes med ham - kun en snes år efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Men sådan blev det - i Fredensborg Kirke den 3. februar 1968. Bagefter havde Ingrid en meget stor finger med i spillet om at gøre Richard til dansk prins, fordi Benedikte endnu på det tidspunkt var nr. to i arvefølgen.

Foretrækker familieslottet
'Nej, ellers tak', sagde Richard, så det ikke var til at misforstå. Han foretrak tilværelsen på familieslottet i Berleburg med de tilhørende 13.000 hektar fortrinsvis skovbrug, som han er uddannet til at tage sig af. Han er udpræget mere til røjsere end til laksko og har aldrig lagt skjul på, at livet på de kongelige gulve ikke er ham. Han er til Guds frie natur med jagt og fiskeri. Med hans egne ord:

'Kongerøgelse, vagtparader og endeløs ventetid på Benedikte, som skal have sat hår dagen lang - det kongelige liv er ikke lige mig...'

Klar til næste akt
Ægteskabet med Benedikte har udløst elefantorden-trofæet, men det lever en ret hengemt tilværelse i pengeskabet. Prinsen er langt mere stolt af, at han for nylig nedlagde den største kronhjort i Tysklands historie. Og det er ikke kun, fordi den er svær at proppe ind i pengeskabet, at den får pralepladsen i Berleburg.

Efter at prins Richard satte trumf på med sin kongelige skideballe oven i et i forvejen turbulent kongeligt år med bryllup, skilsmisse, fruens runde fødselsdag og familiens fartbølleri, er der lagt op til et nyt år med fokus på det kongelige teaters næste forestilling.