Robbie bygger indendørs fodboldbane

Det er ikke kun David Beckham, der kæder fodbold sammen med USA. Robbie Williams bygger nu sin egen indendørs fodboldbane

Robbie Williams køber en indendørsbane til 10 millioner kroner. (Foto: AP)
Robbie Williams køber en indendørsbane til 10 millioner kroner. (Foto: AP)

Robbie Williams holder som de fleste andre landsmænd meget af fodbold.

Men i modsætning til de fleste andre engelske mænd, så er hans bagdel så fuld af penge, at han kan udleve sin lidenskab ved at bygge en indendørs fodboldbane til en værdi af ca. 10 millioner kroner.

Oprindelig havde entertaineren planer om at bygge en 60-millioner kroners udendørsbane uden for sit hus i Los Angeles, men hans venner siger, at han er paranoid.

- Han tror, at hvis han inviterer store stjerner til at spille hos ham, så vil det tiltrække paparazzier i helikoptere, siger en af Robbies unavngivne venner til Contactmusic.com.

Og det vil angiveligt afholde dem fra at komme til Estadio Williams en anden gang.

Blandt de stjerner, som Robbie håber på at spille bold med, er David Beckham, der flytter til Los Angeles til sommer.