Atletikstjerne ambassadør for HCA

Den australske atletikstjerne Cathy Freeman skal udnævnes til H.C. Andersen-ambassadør.

Den australske atletikstjerne Cathy Freeman kommer mandag til København for at blive udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør.

Udnævnelsen, der foretages af kronprins Frederik på Københavns Rådhus, sker i anledning af den verdensomspændende fejring af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005.

Frem til jubilæumsåret vil en række internationale topnavne inden for sport, politik, film og kultur blive udnævnt til ambassadør for den danske digter og dermed være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersens liv og værker.

30-årige Cathy Freeman er den niende i rækken af H.C. Andersen-ambassadører, men kun den anden, der bliver udnævnt i København. Den første var fodboldlegenden Pelé, der i den anledning besøgte hovedstaden i maj.

De syv første H.C. Andersen-ambassadører blev udnævnt i New York sidste efterår.