Sopranos-stjerne død under ferie i Rom

James Gandolfini var kendt for rollen som gangsterbossen Tony Soprano

James Gandolfini, der vandt tre Emmy-priser for rollen som Tony Soprano i den amerikanske successerie, er død. (Foto: AP)
James Gandolfini, der vandt tre Emmy-priser for rollen som Tony Soprano i den amerikanske successerie, er død. (Foto: AP)

Skuespiller James Gandolfini, der blev berømt for rollen som Tony Soprano i tv-serien 'The Sopranos', er død under et ferieophold i Rom. Han blev 51 år, oplyser amerikanske medier.

Gandolfini, der voksede op i Park Ridge, New Jersey, og havde stærke italienske rødder, døde af et hjerteanfald, oplyser en talskvinde for kabelnetværket HBO, der stod bag succes-serien.

- Han var en særlig mand, et stort talent, men vigtigst af alt var han en rar og kærlig person, der behandlede alle, uanset hvem de var, med respekt, lyder det.

Gandolfinis agenter, Mark Armstrong og Nancy Sanders, bekræfter dødsfaldet på Twitter:

- Vores hjerter er knuste, og vi vil savne ham voldsomt. Han og hans familie var en del af vores familie i mange år, og vi er alle i sorg.

Verdens absolut sejeste tv-person

James Gandolfini fik sit gennembrud som skuespiller i filmen 'True Romance' (1993), men det var som gangsteren Tony Soprano, at han opnåede størst popularitet.

'The Sopranos' (1999-2007) blev en kæmpe succes, og Gandolfini vandt tre Emmy-priser for rollen som den halvneurotiske gangsterboss.

Gandolfini optrådte desuden i en lang række spillefilm, herunder 'Get Shorty', 'Killing Them Softly' og 'Zero Dark Thirty', hvor han spillede rollen som CIA-bossen Leon Panetta.

Soprano-stjerne var narkoman Soprano-stjerne: Jeg var på stoffer

I 2007 producerede han tv-dokumentaren 'Alive Day Memories: Home from Iraq', hvor han interviewer 10 sårede veteraner fra krigen i Irak.

I 2010 stod han bag endnu en tv-dokumentar, 'Wartorn: 1861-2010', hvor han fokuserede på amerikanske soldater med posttraumatisk stress.

I månederne op til sin død havde han arbejdet på en ny HBO-serie ved navn 'Criminal Justice', og han skulle senere på ugen have deltaget ved filmfestivalen Taormina Film Festival på Sicilien.

Han efterlader sig konen Deborah Lin og parrets lille datter, der kom til verden i oktober sidste år. Han havde også en søn fra et tidligere ægteskab.





James Gandolfini blev 51 år. (Foto: AP)