Du har måske set dem hænge til tørre hos din bedstemor. De super usexede trusser fra Sloggi.
Den hvide bomuldsunderbuks har været på markedet i 35 år, og selvom den ikke har det labreste ry, så kan den noget. Sloggitrussen er noget af det bedst sælgende undertøj i Europa, og nu forsøger firmaet endnu en gang at gøre den fræk og sexet.
Sloggi har hyret den hotte verdensstjerne Kylie Minogue som sprød model for mormormodellen. Og hvem havde lige set det komme?

Nuvel, den 1,52 meter høje australier er med sine 46 år ikke længere nogen vårhare, men at hun stopper sin velformede bagdel i en Sloggitrusse, må alligevel betegnes som lidt af en overraskelse.
Ikke så underligt er sangerinden voldsomt begejstret for både trusse og samarbejde med firmaet.
-Jeg er utrolig glad for samarbejdet med Sloggi og beundrer, at man har formået at forblive tro mod sine værdier samtidig med, at Sloggibrandet har udviklet sig. Vi deler den samme passion for frihed, og det er en sand fornøjelse at hylde den sammen, siger Kylie Minougue i en pressemeddelelse i forbindelse med den nye kampagne.

Sangerinden plejer at foretrække design og designere af en helt anden kaliber. Som tidligere på ugen, da hun troppede op i London, da Valentino signerede sin nye bog.
