Skuespilleren Christine Cavanaugh var skattet, men ikke særligt kendt, indtil hun lagde stemme til den lille modige gris 'Babe'.
Nu er den skønne stemme død - Cavanaugh blev kun 51 år gammel, skriver TMZ ifølge Expressen.

Når man har så vidtfavnende en stemme som Christine Cavanaugh, er det naturligt at satse karrieren der, og det gjorde hun da også med succes. Ud over 'Babe' fra 1995, er børneprogrammet 'Dexters laboratorium', hvor hun lagde stemme til Dexter, noget, der står højt i manges bevidsthed.
Også mange tegnefilm nød godt af hendea talent - f.eks. 'Darkwing Duck'.
Døde i Utah
Det er dog flere år siden, at hun trak sig tilbage fra offentligheden. Årsagen er TMZ ikke bekendt med - ligesom sitet heller ikke skriver årsagen til den 51-åriges alt for tidlige død.
Det er Christine Cavanaughs søster, Deionn Masock, som har bekræftet dødsfaldet og har fortalt, at skuespilleren døde i sit hjem i Utah 30. december.