Bekræfter: Forlovet for syvende gang

Glamour-modellen Katie Price er blevet forlovet med Carl Woods

Katie Price har desuden været gift tre gange tidligere. Foto: AP
Katie Price har desuden været gift tre gange tidligere. Foto: AP

Mon syvende gang er lykkens gang for den britiske model Katie Price?

Det vil den nærmeste fremtid vise, for den 42-årige britiske Glamour-model er netop blevet forlovet for syvende gang. Det rapporterer flere britiske medier, blandt andre The Sun og Mirror med henvisning til et opslag på hendes Instagram-profil.

Her viser Katie Price forlovelsesringen frem til sine mere end 2,5 millioner følgere med beskeden:

'Jeg sagde ja!'.

Hendes forlovede er den 31-årige reality-stjerne Carl Woods, som hun har datet siden sommeren 2020.

Når hun en gang inden længe skal gå op ad kirkegulvet, bliver det fjerde gang. Senest var hun gift med stripperen Kieran Hayler fra 2013 til 2020.

Fra 2010 til 2011 var hun gift med MMA-fighter og skuespiller Alex Reid.

Og fra 2005 til 2009 var hun gift med sangeren Peter Andre.

Katie Price og Carl Woods på ferie sammen i Tyrkiet. Foto: Ritzau Scanpix
Katie Price og Carl Woods på ferie sammen i Tyrkiet. Foto: Ritzau Scanpix

Katie Price har fem børn, 18-årige Harvey, 15-årige Junior, 13-årige Princess, 7-årige Jett og 6-årige Bunny, fra sine tidligere forhold.

Hun har tidligere udtalt, at hun også håber at få børn med Carl Woods.

- Jeg er ikke gravid endnu. Jeg har bare taget på under nedlukningen. Men jeg vil gerne have flere babyer. Mine børn bliver ældre, så jeg bliver nødt til at erstatte dem. Jeg elsker at være mor, lød det tidligere på året fra Katie Price.

Katie Price er kendt for udfordrende billeder, og det samme er flere danske kendiskvinder, som har været på forsiden af magasinet M! gennem tiden. Her kan du se alle de frække forsider.