Bekræfter: Går fra hinanden

Jennifer Lopez og Alex Rodriguez er fortid, bekræfter de

Jennifer Lopez og kæresten Alex Rodriguez er gået fra hinanden. Foto: Ritzau Scanpix
Jennifer Lopez og kæresten Alex Rodriguez er gået fra hinanden. Foto: Ritzau Scanpix

Forholdet imellem verdensstjernen Jennifer Lopez (51) og hendes kæreste, baseball-spilleren Alex Rodriguez (45), er endegyldigt slut, og de har dermed også valgt at ophæve deres forlovelse.

Det bekræfter parret i en fælles udtalelse.

Det sker efter, der den seneste tid har været massive rygter om deres brud i diverse medier. Rygter, som parret dog siden afviste med henvisning til, at de arbejdede på at få forholdet til at fungere, og at de ikke var klar til at give op på forholdet endnu.

Men nu er det altså endegyldigt slut, bekræfter parret i en udtalelse, som blandt andre Daily Mail bringer.

'Vi har indset, at vi er bedre som venner, og vi ser frem til at blive ved med at være det. Vi vil blive ved med at arbejde sammen og støtte hinanden i vores fælles forretninger og projekter', lyder det i udtalelsen, der fortsætter:

'Vi ønsker det bedste for hinanden og hinandens børn. Ud af respekt for dem, er den eneste kommentar vi har ud over det, at vi gerne vil sige tak til alle, der har sendt os kærlighed og støtte', lyder det videre.

Parret er nu fortid. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Parret er nu fortid. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
 

Parret blev forlovet i marts 2019, efter de havde været sammen i to år.

Sidste år måtte de dog udskyde brylluppet grundet corona, og nu bliver brylluppet tilsyneladende aldrig til noget.

Jennifer Lopez har tidligere været gift tre gange og har to børn. Alex Rodriguez har været gift én gang tidligere og har to døtre fra det ægteskab.