Benægtede corona: Nu er han selv smittet

- Jeg troede, jeg skulle dø, siger sangeren Ted Nugent, efter han blev smittet med coronavirus

Corona-benægter Ted Nugent er blevet smittet med netop coronavirus. Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Corona-benægter Ted Nugent er blevet smittet med netop coronavirus. Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Ted Nugent er blevet smittet med coronavirus.

Sangeren har ellers tidligere proklameret, at virussen slet ikke eksisterer, men efter han selv blev smittet har han mærket voldsomme symptomer.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt People og NBC.

Den 72-årige rockmusiker er stor tilhænger af Donald Trump, og han har ifølge People tidligere omtalt coronavirus som et 'venstrefløjs svindelnummer', der havde til fordel at 'ødelægge' Donald Trump, mens han ligeledes har sagt, at pandemien ikke er ægte, og at vaccinerne ikke er ægte.

Mandag gik han imidlertid live på sin Facebook-side, som har mere end 3,7 millioner følgere, hvor han kunne fortælle, at han er smittet med virussen.

- Jeg har en bekendtgørelse. Alle sagde til mig, at jeg ikke skulle sige det her, men kan du høre det? Jeg har haft influenza-symptomer i de sidste ti dage, og jeg troede, jeg skulle dø.

- Jeg testede positiv i dag. Jeg har det kinesiske lort, siger Ted Nugent i videoen og henviser dermed til et udtryk, som Donald Trump yndede at bruge, nemlig at kalde coronavirus for 'Kina-virus'.

Derefter fortæller han, at han er tilstoppet i hovedet, har ondt i kroppen, og at han næsten ikke har kunnet kravle ud af sengen de seneste dage.

Ted Nugent er ofte garant for kontroversielle udtalelser. Han er stor tilhænger af det republikanske parti, og han er flere gange blevet beskyldt for at komme med dødstrusler mod navngivne demokrater - heriblandt Barack Obama.

Derudover sidder han i bestyrelsen hos National Rifle Association (NRA) og er stor modstander af strengere våbenlovgivning.