Den amerikanske tv-stjerne Tom Sandoval, der er kendt fra serien 'Vanderpump Rules', har - noget brødebetynget - været ved tasterne på Instagram.
De seneste dage har det føget med beskyldninger mod Tom Sandoval i alskens amerikanske medier - heriblandt People og CNN, som alle henviser til anonyme kilder - der mener at vide, at Sandoval har været sin kæreste gennem ti år, Ariana Madix, utro.
Og selvom 39-årige Sandoval ikke kommer ind på, om beskyldningerne har gang på jord, gør han det i sit opslag ganske klart, at han har såret sin kæreste dybt.
'Jeg vil først og fremmest gerne undskylde til alle dem, jeg har såret i denne proces. Mest af alt vil jeg gerne undskylde over for Ariana. Jeg har lavet fejl, jeg var selvisk, og jeg har taget hensynsløse beslutninger, som har såret dem, jeg elsker', indleder han sit opslag.
Sandoval gør det dog klart, at forholdet til 37-årige Ariana Madix er slut.
'Min kærlighed til Ariana var stærkere, end det nogensinde blev vist på skærmen. Nogle af vores bedste øjeblikke blev aldrig filmet. Det samme gælder vores største udfordringer. Jeg ville ønske, at tingene var faldet anderledes ud, og at vores forhold ikke var blevet ødelagt, og at det var endt med samme respekt for hende, som det begyndte', skriver han og tilføjer:
'Ariana fortjente bedre'.
Tom Sandoval og Ariana Madix deltog sammen i 'Vanderpump Rules', der i Danmark kan ses via streamingtjenesten Hayu.