Bryder forlovelsen

Liam Payne skal alligevel ikke giftes med Maya Henry

Parret var sammen i tre år. Foto: Ritzau Scanpix
Parret var sammen i tre år. Foto: Ritzau Scanpix

Det holdt ikke længe for den britiske One Direction-stjerne og modellen Maya Henry.

Efter et forhold på tre år har de to valgt at bryde forlovelsen og gå fra hinanden.

Det fortæller sangstjernen i podcasten 'Diary of a CEO'.

Har det bedre nu
I podcasten bliver han direkte spurgt til, hvordan hans civilstatus er, og her svarer stjernen, at han er blevet single igen.

- Det blev nødt til at ske. Jeg føler, at jeg mest af alt er skuffet over mig selv, fordi jeg bliver ved med at såre folk. Det irriterer mig. Jeg er bare ikke særlig god til forhold, fortæller han.

Faktisk forklarer Liam Payne, at han gentager det samme mønster i sine forhold.

- Jeg bliver nødt til at arbejde med mig selv, inden jeg begynder at tage mig af en anden, lyder det, inden han fortsætter:

- Det var det, der gik galt i mit sidste forhold. Jeg gav bare ikke en god version af mig selv, og jeg kunne ikke lide at være sådan. Jeg kan ærligt sige, at jeg har det bedre nu, hvor det er slut. Det var ikke rart at afslutte det, men det blev nød til at ske. Det er bare en lidt kikset måde at sige på, at det var det bedste for os begge.

Forlovet med stor ring
Parret flyttede sammen under den første lockdown med coronavirus.

I august sidste år blev den 21-årige model så spottet på en restaurant med en kæmpe diamantring, og de bekræftede, at de var forlovet efter to års forhold.

Liam Payne fortæller i podcasten, at det er hans skyld, at deres forhold døde ud.

- Jeg ved, jeg var problemet, og jeg skal arbejde med mig selv. Jeg har det allerede bedre, og jeg håber også, at hun har det godt.

Ifølge den 28-årige sanger er grunden til, at han er dårlig til forhold, at han viser en falsk udgave af sig selv i begyndelsen af et forhold.

Nu vil han gerne arbejde med sig selv, så han ikke går ind og ud af forhold i fremtiden.

Liam Payne har tidligere dannet par med modellen Naomi Campbell og har et barn med stjernen Cheryl Cole.