Brystbombe dropper Danmark af frygt for terror

Pamela Anderson skulle have været til gallafest i Danmark, men det tør hun ikke længere

Foto: TOPFOTO
Foto: TOPFOTO

Den kendte Baywatch-stjerne, brystbomben Pamela Anderson, tør ikke at komme til Danmark af frygt for terror.

Hun skulle have deltaget i en gallafest på Næsbyholm Slot ved Glumsø på Sjælland, men af hensyn til sin egen personlige sikkerhed, har hun droppet arrangementet.

Det fortæller Morten Lund til sn.dk.

Morten Lund er Christel Winthers partner i The Wedding Company, som råder over Næsbyholm Slot.

Han fortæller til mediet, at der har været et stort fokus på terror og PET samt den forhøjede sikkerhedstilstand i landet.

Derfor er der også flere statsfolk fra blandt andet USA, der heller ikke kommer af sikkerhedsmæssige årsager.

- Grundet de seneste meldinger om øget terrortrussel mod Danmark og det faktum, at den Danske Regering/Rigspolitiet har forhøjet beredskabet til 'markant forhøjet beredskab', det næsthøjeste niveau siden anden verdenskrig, føler Pamela Anderson ikke, at det på nuværende tidspunkt vil være forsvarligt og sikkert nok at rejse til Danmark, lyder meldingen fra Pamela Andersons manager agent Claus Hjelmbak til sn.dk.

Pamela Anderson skulle have tilbragt tre dage i Danmark, hvor hun også skulle promote sin nye bog 'Raw'.

Morten Lund oplyser, at arrangementet stadig vil finde sted.