Den amerikanske skuespiller Bill Cosby både grinede og hamrede sin stok ned i gulvet, da et kvindeligt vidne mandag fortalte om, hvordan den kendte stjerne havde forgrebet sig på hende seksuelt.
Kvinden er det første af flere vidner, som vil skildre hvordan Bill Cosby langt fra var den søde og omsorgsfulde familiefar, som han spillede i The Cosby Show i slutningen af 1980-erne.
Karen Thisted: Kan intet huske efter Cosby-nat
Op mod 60 kvinder har beskyldt Bill Cosby for siden 1965 at have misbrugt dem seksuelt. Flere af dem blev bedøvet med piller inden overgrebene, har de forklaret til politiet.
For øjeblikket er Bill Cosby dog kun anklaget i en konkret straffesag, som kan sende ham op mod ti år i spjældet, hvis han bliver kendt skyldig.
Sagen handler om en nu 44-årig kvinde, Andrea Constand, som hævder at hun blev bedøvet og misbrugt i Cosbys hjem tilbage i 2004.
Cosby erkender blankt, at han havde et seksuelt forhold til Andrea Constand. Men det var romantisk og hun ville selv, har Cosby tidligere forklaret.
Brysterne var blottede
Anklageren forsøgte mandag at give dommerne det indtryk, at der er et mønster i den måde, som Bill Cosby har 'forført' de mange kvinder på.
I den forbindelse blev Kelly Johnson afhørt som vidne i retten. Kvinden forklarede grædende, at hun for otte år siden blev tvunget til at dyrke sex med Cosby i Los Angeles.
Kvinden forklarede, at hun blev bedt om at tage en hvid pille, som helt slog benene væk under hende. Da hun vågnede op, bad Cosby hende tage lotion på hænderne og massere hans lem.
- Min kjole blev trukket op og foroven blev mine bryster blottet. Jeg følte mig nøgen, lød det fra den grædende kvinde under anklagerens afhøring.
'Hun fik penge'
Bill Cosbys forsvarer, advokat Brian McMonagle, forsøgte at så tvivl om kvindes forklaring. Han forklarede, at Kelly Johnson tidligere har sagt, at overgrebet fandt sted på et helt andet tidspunkt og at hun i øvrigt fik 400 Dollar efter seancen med skuespilleren.
Det var på dette tidspunkt, at en yderst fornøjet Bill Cosby grinede og bankede med stokken.
Bill Cosby ankom til retsmødet i Montgomery County sekunderet af sin 'TV-datter' fra The Cosby Show Keshia Knight Pulliam, 38, som i sin tid spillede Rudy Huxtable.
Bill Cosbys mangeårige hustru og hans fire døtre mødte dog ikke op i retten for at støtte det 79-årige familiemedlem.
I kender ikke stjernerne
Umiddelbart efter at retssagen gik i gang, henvendte anklageren til til dommeren i sagen og sagde:
- Skuespillere og kendte personer bliver næsten større end selve livet. Vi har en fælles opfattelse af, hvordan de er gennem de karakterer, som de spiller. Derfor tror vi, at vi kender dem. Men i virkeligheden ser vi kun et glimt af, hvem de virkelig er, sagde anklager Kristen Feden.
For Bill Cosby har de mange kvinders sex-anklager været en stor nedtur i de senere år. Hans popularitet er styrt-dykket og hvis han bliver kendt skyldig og må en tur bag tremmer, så vil det ramme særligt hårdt i den sorte del af den amerikanske befolkning.
Sagens hovedperson, Andrea Constand, vil senere på ugen afgive sin forklaring om, hvordan hun blev bedøvet og misbrugt af Bill Cosby.
Cosby selv vil ikke under retssagen lade sig afhøre af anklageren. Han mener, at det vil udløse for mange 'misforståelser.'
Der falder dom i sagen om et par uger.