Dansk sko-gigant lukker butikker: Ti millioner i underskud

Paw Sko har haft et hårdt år med stort underskud, og den familieejede virksomhed må derfor lukke butikker

Poul Wentzel stiftede Paw Sko i 1975 med sin hustru, Agth Wentzel. Den er stadig i familiens eje. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Poul Wentzel stiftede Paw Sko i 1975 med sin hustru, Agth Wentzel. Den er stadig i familiens eje. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Flere års underskud efterfulgt af en coronanedlukning medfører nu, at Paw Sko må lukke nogle af deres butikker.

Det skriver Finans.dk på baggrund af regnskab fra virksomheden.

Af regnskabet fremgår det, at man kom ud af 2020 med et underskud for fjerde regnskabsår i træk. I 2020 lød underskuddet på 10 millioner - eller helt præcist -9.997.593 kroner. Året forinden var underskuddet endnu større, her lød det på -14.352.426 kroner.

Man har haft en bruttofortjeneste i løbet af året på 25.919.263 kroner, hvilket er over fem millioner kroner mindre end året før, og det skyldes primært nedlukningen, lyder det i regnskabet:

'Årets resultat er kraftigt påvirket af regeringens covid-19 relaterede nedlukning af selskabets butikker og restriktioner i øvrigt'.

'Det var oprindeligt forventet, at oprydningsåret i 2019/20 ville udmønte sig i overskud i 2020/21, men grundet ovenstående har dette ikke kunnet realiseres', udtaler ledelsen i deres beretning.

Det store underskud æder da også ti millioner af egenkapitalen, der nu lyder på 34.259.881 kroner.

Lukker butikker
Nu tager kæden tilsyneladende konsekvensen af flere års underskud ved at lukke nogle af butikkerne.

'Der er truffet beslutning om at afvikle butikkerne i Nykøbing Falster og Grenå i 2021 som led i nedbringelse af kapitalbindingen. Endvidere er en af selskabets tre ejendomme afhændet i juni 2021', lyder det i regnskabet, hvor det derudover oplyses, at man har fået syv millioner kroner for ejendommen.

Det fremgår desuden, at man forventer en 'væsentlig resultatforbedring' i det næste regnskab.

Paw Sko er stiftet af ægteparret Poul og Agth Wentzel i 1975, og den er forsat i familiens eje. Navnet stammer i øvrigt fra parrets initialer.