Dating-app vil stoppe falske Bill Gates-profiler

Tinder sætter hårdt mod hårdt for at stoppe falske profiler, der vil udnytte Microsoft-milliardærens skilsmisse

Bill og Melinda Gates har været gift i 27 år. Foto: Ritzau Scanpix
Bill og Melinda Gates har været gift i 27 år. Foto: Ritzau Scanpix

Efter det for omtrent en uge siden kom frem, at Bill og Melinda Gates skal skilles efter 27 års ægteskab, er der nok en bedrager eller to, der har fået gode ideer.

Det mener i hvert fald dating-appen Tinder, der over for TMZ fortæller, at de vil gøre, hvad de kan for at stoppe profiler, der giver sig ud for at være Bill Gates.

Hos Tinder håber man, at deres teknologi til ansigtsgenkendelse kan sikre, at bedragere, der gør brug af billeder af rigmanden på deres profil, bliver standset, inden de slippes løs på det digitale datingmarked.

Derudover fortæller Tinder ifølge TMZ, at de har værktøjer til rådighed, der scanner nye profiler for mistænksomt indhold, inden de frigives.

Ifølge TMZ har man hos Tinder endnu ikke lavet en opgørelse over, hvor mange falske Bill Gates-profiler der har været forsøgt oprettet, siden nyheden om skilsmissen blev offentliggjort.

Fælles beslutning
Bill og Melinda Gates fortalte selv via opslag på sociale medier, at de skulle skilles.

'Efter mange tanker og efter at have arbejdet på vores forhold, har vi taget beslutningen om at afslutte vores ægteskab,' skrev de blandt andet i opslagene, som blev delt mandag aften dansk tid.

65-årige Bill Gates er ifølge Forbes i skrivende stund verdens fjerderigeste mand. Han har især opbygget sin formue gennem Microsoft, som han stiftede i 1975 sammen med Paul Allen. Ifølge Forbes er Bill Gates god for omkring 800 milliarder kroner.

Parret har tre børn sammen.

Skilsmissen kan meget vel gå hen og blive historiens dyreste. Det kan du læse om her.