Deler nye skræmmende detaljer

I et nyt dokument kommer Britney Spears med flere alvorlige beskyldninger imod sin far

Deler nye skræmmende detaljer

Sagen om Britney Spears' umyndiggørelse og hendes inderlige ønske om at få fjernet sin far som værge fortsætter.

I en række nye dokumenter, som Britney Spears' advokat har indleveret til retten forud for næste høring i sagen, kommer Britney Spears med hidtil uhørte forklaringer om, i hvor stort et omfang hendes far, James Spears, har kontrolleret hende.

Det skriver Vice, der har fået indsigt i dokumenterne.

Heraf fremgår det blandt andet, at Britney Spears mor, Lynne Spears, støtter popstjernen i at få fjernet sin far som værge, fordi hun blandt andet har oplevet, at James Spears har tvangsindlagt og tvangsmedicineret Britney Spears.

'Jeg var vidne til, at min datter blev kontrolleret på opfordring af hr. Spears, til at blive indlagt et sted, hvor hun ikke ville indlægges, og hvor hun blev straffet, hvis hun ikke tog imod den medicinske behandling, som hun ikke havde lyst til at modtage', lyder det fra Lynne Spears i retsdokumenterne.

I dokumenterne beskriver Spears' advokat Matthew Rosengart videre, at popstjernen i lang tid ikke har haft nogen form for kontrol over sit eget liv.

'Hun havde ikke noget at skulle have sagt. Hun havde ingen kontrol eller autonomi, og hun skulle gøre, som hun fik besked på, ellers så ville hun blive dømt som 'usamarbejdsvillig' og blive yderligere medicineret imod sin vilje', lyder det fra advokaten.

Britney Spears arbejder ihærdigt for at få fjernet sin far som værge. Foto: AP
Britney Spears arbejder ihærdigt for at få fjernet sin far som værge. Foto: AP
 

Har udspioneret
Ifølge Lynne Spears har James Spears endda udvalgt folk i Britney Spears' inderste kreds til at udspionere hende og holde øje med, hvad hun lavede som led i kontrollen.

'Hr. Spears har udnyttet mennesker i hendes (Britneys, red.) hushold, medicinske medhjælpere i hendes hjem og hendes eget sikkerhedshold til at overvåge og rapportere tilbage til ham med alle detaljer om, hvad der sker i hendes hus hver dag. Sådan en overvågning er udmattende og skræmmende. Det er som at leve i et fængsel', skriver Lynne Spears i dokumentet.

Her bliver det ligeledes beskrevet, at Britney Spears ikke havde nogen som helst kontrol over de kontrakter, der blev indgået på hendes vegne, og at James Spears i flere tilfælde skulle have været voldelig over for Britney Spears' to børn. Sidstnævnte har ifølge Lynne Spears gjort forholdet imellem Britney og hendes far endnu mere fjendtligt.

Ifølge TMZ har James Spears modtaget 16.000 dollars svarende til lidt over 100.000 danske kroner om måneden som led i sin datters værgemål, hvilket er mere end, hvad Britney selv har fået.

Britney Spears har besluttet sig for, at hun i stedet for sin far ønsker den statsautoriserede revisor Jason Rubin som sin værge.

Næste høring i sagen er 29. september.

Ekstra Bladet har samlet hele historien om Britney Spears' forvandling fra popprinsesse til umyndiggørelse, som du kan læse her.