Med alle tegn på anger og forfærdelse malet i ansigtet modtog Pablo Lyle, mexicansk filmskuespiller og stjerne i Netflix-successerien 'Yankee', op til weekenden en straf på fem års fængsel i distriktsretten i Miami i USA.
Den 36-årige mand blev idømt fem års fængsel for vold med døden til følge efter i fatalt omfang at have banket en medtrafikant i et udslag af vejvrede i delstaten Florida tilbage i 2019.
Det rapporterer Miami Herald og den spanske avis El País.
Fængselsdommen faldt to måneder efter, at dommer Marisa Tinkler Mendez havde afvist skuespillerens anmodning om at gennemføre en ny retssag med øget fokus på, usikre momenter i politiets efterforskning og det forhold, at han efter eget udsagn handlede i nødværge.
I virkeligheden slap Pablo Lyle billigere, end anklagemyndigheden havde forestillet sig. Statsanklageren mente, at op til 15 års fængsel ville være en passende sanktion i den konkrete sag.
Optrådte i fængselstøj
Oven i fængselsstraffen kommer en prøvetid på otte år og et krav om, at Pablo Lyle skal gennemføre 500 timers påtvungen offentlig tjeneste. Det er uklart, om han nu vil appellere strafudmålingen.
Pablo Lyle var klædt i rødt fængselstøj og udtrykte i forbindelse med den afsluttende afhøring i retten stor fortrydelse over for den afdøde 63-årige trafikant Juan Ricardo Hernández og hans familie.
- Jeg er utrolig ked af det, og jeg vil altid bede for ham og for jer af hele mit hjerte, sagde han henvendt til den blandt andre trafikofrets søn, som var til sted på tilhørerrækkerne.
Pablo Lyle blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab i oktober sidste år, og siden har juryen og dommeren overvejet, hvilken straf skuespillerens forbrydelse skulle kaste af sig.
Film optaget af et overvågningskamera dokumenterede, at Juan Ricardo Hernández var ubevæbnet, da konfrontationen mellem de to mænd udviklede sig. Han blev indlagt på en akutafdeling, men døde af hjerneskader fire dage senere.
Dommeren vurderede afslutningsvis, at Pablo Lyle havde udvist dårlig dømmekraft og handlede i vrede.
Situationen opstod, da Pablo Lyle kørte sin hustru og parrets to børn til lufthaven. På vejen passerede hans bil den nu afdøde mands køretøj, som holdt stille i et lyskryds. Hernández steg ud og henvendte sig til Pablo Lyle med den pointe, at skuespilleren blokerede hans vej.
Fotomodel blev tv-stjerne
Det udløste et spontant skænderi. I tumulten slog Lyle modparten i ansigtet. Han hævdede i retten at det skete i selvforsvar og som en reaktion på, at Hernández skræmte hans børn.
- Ingen i den her sag vil opnå tilfredsstillelse, sagde dommer Marisa Tinkler Mendez før hun afsagde dommen, og hun lagde ikke skjul på, at det var en vanskelig afgørelse.
Pablo Lyle var allerede en kendt fotomodel, da han debuterede som skuespiller i 2005. Han blev for syv år siden kåret som en af de 50 mest attraktive mænd i verden i en kendis-kåring i den spanske udgave af magasinet People.
Han har optrådt i en lang række tv-serier og i spillefilm. Mest kendt er han for hovedrollen som Malcolm Moriarty i Netflix-serien 'Yankee', som kører over 25 episoder og handler om narko-trafficking.